Derfor kan du ikke forvente, at den bliver opdateret jævnligt. Jeg har nemlig fået nyt arbejde og skal kommunikere om OPUS og sundhed og ernæring og fødevarer og nordisk mad fra min stol på LIFE – i stedet for alle mulige mærkelige ting fra min nu efterladte stol hos Mannov (og intet dårligt om det).
Når tingenes tilstand ændrer sig for denne blogs vedkommende, skal jeg nok give besked 
God sommer.
K
Ja, undskyld mig – men ser det lige pt. ikke ud som, at det er Venstre og Dansk Folkeparti, der danner regering – og ikke Venstre og De konservative? Der bliver i hvert fald givet ualmindeligt store lunser til DF i de her dage. Løkke har vist brug for arbejdsro på posten. Og da vi jo er på tærsklen til en valgkamp, så ved han, at uanset hvad han laver, så vil det møde kritik fra oppositionen (opfindsomt ikke?).
Nå, men her er to overskrifter fra dagens Politiken-web:
V og K uenige om kriminel lavalder
DF og V freder dagpenge og efterløn i krisen
Sig mig lige….. Hvad fanden sker der!!??? Det er da nogle ret centrale punkter, som Venstre indgår aftaler med DF om. Hvad angår punktet om en nedsættelse af den kriminelle lavalder, så overhaler V og DF pludselig De konservative indenom på retspolitikken, som ellers i mange år har været de konservatives særlige smertensbarn. Men nå DF er i billedet, kan det ikke blive stramt nok. Jeg synes ellers lige, at ham Løkke fremstod så menneskelig.
Jeg er klar over, at der naturligvis foregår en del på de indre linier – men på de ydre, så ser det umiskendeligt ud som om, Lars Løkke liiiige pt. har lidt for travlt med at gøre sig til for DF.
Er du fan af Facebook-siden “STOP VOLDEN MOD BØRN“, medlem af “Stop volden mod kvinder“, eller “Stop volden nu!!!“? Der er nok af muligheder, når det handler om at bakke op om en god sag på Facebook. Og det er også fint nok – du skal bare ikke regne med, det rykker noget….
Der går stort set ikke en dag, uden at der er en artikel i avisen om en god sag, der har fået opbakning fra så og så mange medlemmer i en gruppe på Facebook. Jeg har spekuleret på, hvornår medierne blev trætte af at fortælle lige bestemt dén historie – men det lader ikke til at være sket endnu. Og i forbindelse med skyderierne i København har skriverierne om Facebook-grupper fået endnu en opblomstring. Her kommer et antal af de nyeste historier:
Når jeg så sidder og kigger rundt i de her grupper, ifm. at skrive dette indlæg, så slår det mig, hvor mange grupper der er, som så IKKE slår igennem. Eksempelvis 10.000 for at stoppe skyderierne NU!! – med pt. 163 medlemmer. Eller begivenheden Stop skyderierne! OPTOG FRA BLÅGÅRDS PLADS TIRSDAG D. 31. MARTS KL. 17 - med pt. 56 tilmeldte. Uha. Mon politiet kan holde styr på de hærgende masser? Grupperne bruges også bare til at agere ølkasse for almindelige håbefulde danskere.
I det mindste kan man jo håbe, at medierne forholder sig kritisk antallet af medlemmer i grupperne. Det lader dog til at være lidt småt med det. I hvert fald i Ekstra Bladets tilfælde – på trods af at chefredaktør Poul Madsen i forbindelse med en artikel på business.dk udtalte følgende:
“(…) Vi kunne ikke drømme om at benytte os af Facebook uden at anvende de samme journalistiske metoder, som vi gør med alt andet, og det er, at vi tjekker vores kilder. Vi viderebringer jo ikke ukritisk tal fra Facebook, ligesom vi ikke viderebringer tal fra Coca-Cola. Vi er journalister, og vi tjekker vores kilder, og det gør vi også i forhold til Facebook.”
Hmmm…..
Altså lad mig sige det sådan. Jeg har ikke i én eneste Facebook-artikel på ekstrabladet.dk set, at journalisten har taget forbehold i forhold til antallet af medlemmer af gruppen. Og der kunne eller være grund nok til det. Jeg har tidligere skrevet om et Lidt for imponerende antal danskere på Facebook - baseret på at Facebook-penetrationen var omkring 100% for de 19 – 25-årige. Nu er den så siden steget til 119 % for de 13 – 18-årige. Så der er noget, der tyder på, at nogle personer har flere profiler.
Det bakker eksempelvis Lisbeth Klastrup (der er lektor på IT-Universitetet) mig op i. I en længere artikel på politiken.dk skriver hun blandt andet:
“Det er f.eks. ikke utænkeligt, at flere unge vælger at have flere profiler, én, som deres forældre, familie, lærer osv. kan se, og en anden, som vennerne kan se. Ligesom der findes fiktive profiler – profiler for hunde og andre ’for sjov’-profiler, som sandsynligvis også tæller med i Facebooks statistik. “
Et helt andet eksempel, der også viser at vi skal have vores forbehold i forhold til Facebook-grupperne er casen om Storkespringvandet. Det handler om at Anders Colding-Jørgensen (der skriver på bloggen Virkeligheden) oprettede en gruppe på Facebook imod nedrivningen af Storkespringvandet. Gruppen fik mere end 27.000 støtter. Sagen var bare, at nedrivningen i virkeligheden var fiktiv, og at det hele drejede sig om et eksperiment ifm. et kursus på internetpsykologi, som Anders åbenbart underviser i. Det er ren lemming-effekt. Man melder sig ind uden at ane, hvad det handler om – og også uden føle nogen forpligtelse til at handle i forhold til sin holdningstilkendegivelse.
Facebook er en særdeles gratis måde at tilkendegive sin holdninger på – og jeg er efterhånden lidt træt af, at medierne forholdsvis ukritisk hylder de grupper, der dannes. Det betyder bestemt ikke, at der er noget dårligt i at melde sig ind i en eller anden Facebook-gruppe, der støtter op om et godt formål. Det gør jeg også selv enkelte gange. Men der burde altså snart ikke være meget nyhedsværdi tilbage, når man ser på, hvor lidt det egentlig rykker i virkeligheden – ud over et et fakkeloptog i ny og næ.
På Facebook kan man finde gruppen AK81 Danmarks Nye Håb. Den har pt. 618 medlemmer.
Håb!!!???? Jeg kan ikke være i min krop af bare grin….
(Nu håber jeg bare, at Jønke ikke har sat gang i en blogmonitorering…..)
På markedsføring.dk er der i dag en nyhed om at Nutella ligger på tredjepladsen på listen over de Facebook-.sider med flest medlemmer/fans. Cool….. Med 3 millioner fans er Nutella kun overgået af Barack Obama, der har næsten 6 mio. og Coca Cola med 3,3 mio. Så der er ikke langt til andenpladsen….
It makes me wonder….. Hvad er det, de tre her har til fælles som åbenbart appellerer til alle mennesker? Det er ikke, at de er fra USA, for Ferrero (der er Nutella-producenten) er baseret i Italien. Det er jo heller ikke, at de alle kan spises. Næh….
DE ER ALLE BRUNE!
Der en god sandsynlighed for at brunsviger ligger på fjerdepladsen…..
Der sker helt vildt meget på Twitter for tiden. Og pludselig bliver man addet af alle mulige (altså, jeg har stadig kun 66 forfølgere). Det er gerne nogen fra konsulentbranchen, der skal vise deres kunder, at de er med på bølgen, og senest var det Brian Woodward – en amerikaner og tidligere kollega, der qua sin accent jo virkelig kan foregive at være med på det digitale mediebeat
Men jeg er også blevet addet af mikeandike. Hmm….. “Hvad mon det er?” Det viser sig så at være en art dragée – ligesom M & M’s og Skittles. Og så spekulerer jeg på… Hvordan pokker kan det være, at Mike and Ike har addet mig blandt de 955 personer som de følger? Og hvad mere interessant er: Hvorfor er dragéer på Twitter?
Sagen er jo den, at der lige har været en del “buzz” omkring Skittles’ Twitter-account. Der skete det, at Skittless den 3. marts redesignede deres site til at være pakket ind i Twitter. Dvs. kun bestå af Twitter-opdateringer om Skittles. Magten over sitet var lagt i hænderne på brugerne.
Det blev hurtigt opdaget, at det nok ikke var så smart alligevel. Som I kan se beskrevet i denne artikel, så blev der skrevet en del negative tweets om Skittles – og de blev jo så eksponeret på forsiden af Skittles eget site. Enden på det hele blev, at sitet blev ændret igen (om det så har været meningen hele tiden, ved jeg ikke), så tweets’ene blev puttet længere ind på sitet. Men det viser 3 ting:
I stedet er Skittles.com nu pakket ind i en Youtube-ramme. Men samtidig kan man finde tweets om Skittles under deres Chatter-link, man kan finde Skittles Facebook-profil under Friends, man finder Flickr-kontoen under pics (under Media) og naturligvis Youtube-kontoen under video (under Media). Skittles går ind i den sociale medie æra med fuldt skrald.
Jeg synes, det er blæret. Men her på Going Social Now er der et ret interessant blogindlæg om Skittles strategi ud i de sociale medier. Shiv Singh synes, det er knap så blæret og skriver blandt andet, at “The Twitter audience is not their costumer“. Det har jeg svært ved at bedømme. Men jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg ikke er kunde hos dragée-producenten Mike and Ike, som har addet mig på Twitter.
Men det er nok heller ikke det, det handler om. Det handler om at blive set, at være cool i de rette menneskers øjne og at gøre noget, som ikke rigtigt er prøvet før. Det er sådan lidt den udvidede udgave af, hvad Tag Centret gør på Twitter (Nu er Tag Centret oven i købet begyndt selv at twitte. Måske er det efter det blogindlæg, jeg skrev om dem. Man har jo lov at håbe….)
Men det er klart, at det indbefatter nogle risici, når Skittles åbner så meget op. Og det er nødvendigt med en vis form for kontrol. I markedsføringsøjemed synes jeg endnu, jeg har den rigtig gode Twitter-case til gode. Skittles er det heller ikke, men derfor fortjener det alligevel både omtale og ros.
Jeg er egentlig ikke nået nærmere svaret på, hvorfor Twitter er det foretrukne sociale medie for amerikanske dragée-producenter. I stedet er der åbnet op for et nyt spørgsmål: Hvor er M&M!!!? For det er ikke fordi, der ikke bliver skrevet om dem, som man kan se her. Se SÅ ville det pludselig være relevant 
PS: En af dem, der skriver en masse relevant om Twitter for tiden er Ernst Poulsen. Han er nyhedsredaktør for nye medier i DR.
Du ved jo godt, at Twitter er “the place to be” lige nu, ikke? Hvis ikke, så synes jeg, du skulle se at finde ud af det. I stedet for at skrive en længere forklaring af, hvad Twitter er, så lægger jeg i stedet et link til en artikel på Wikipedia om Twitter. Og for at finde ud af, hvad det kan (først og fremmest vidensdeling), så skal man selv prøve det. Her kan du se min profil.
En virksomhed som HAR fundet ud af, at man skal være på Twitter er (noget overraskende) Tag Centret. Forleden modtog jeg en mail med skriften: “Tag Centret is now following you on Twitter!“. Hmmmmm….. “Tag Centret”. Noget med ”at tagge”…??? Dansk/Engelsk? Jeg fik sagt ordet på mange mærkelige måder inde i mit hovede, før jeg klikkede ind og kom frem til det her.
Det var tydeligvis ikke noget med “at tagge”, men i stedet noget med at lægge tag på. Den midtjyske virksomhed Tag Centret følger nu opdateringer fra mig og 128 andre. Men det er sgu nok ikke det, der var meningen med at følge mig. Det handlede jo nok nærmere om, at gøre opmærksom på denne her tagdækningsvirksomhed.
Hvordan Twitter lige blev en del af markedsføringsplanen, kan man så kun gisne om. Men Tag Centret er også på Facebook, så helt uefne er de ikke. Sandsynligvis sidder der en eller anden marketinggut hos Tag Centret, der ved lidt eller meget om disse medier – og med et carte blanche fra direktøren til at kaste sig ud i det. For det koster ikke noget.
Så kunne resten af dette indlæg handle om, hvor meget jeg hader spam. Men det synes jeg faktisk ville være lidt ærgerligt. Så jeg vil i stedet bedømme initiativet.
Altså, jeg vil sige – de 79 medlemmer af Tag Centrets gruppe på Facebook gør ingen sommer. De 192 som Tag Centret følger på Twitter gør bestemt heller ikke (Det handler heller ikke om, hvor mange opdateringer man følger. Hvis det handler om noget, så handler det om, hvor mange der læser ens egne opdateringer). Og det er ikke den mest nyskabende eller informerende profil på hverken Facebook eller Twitter, som Tag Centret har. Et hint kunne derfor være at begynde at tilbyde medlemmerne/fansene noget information. Et godt sted at starte ville eksempelvis være at lade være med at beskytte opdateringerne på Twitter. Så går hele idéen jo af det!? Det kunne jo godt være, at der sad en derude, der rigtig gerne ville have information om nye tilbud eller nye materialer pr. Twitter
Men man lærer kun ved at springe ud i det – og dét har Tag Centret gjort. Mit bud er, at markedsføring via Twitter og Facebook med tiden vil udvikle sig til et noget højere niveau, end det som Tag Centret befinder sig på lige nu Men af en midtjysk virksomhed beskæftiget inden for tagdækning, er det nu ganske udmærket gået.
PS: Jeg har ingen aktier i Tag Centret. Jeg har faktisk ingen aktier overhovedet.
I Norge har en gruppe af de ansatte i SpareBank 1 – Norges 3. største bank – en fælles blog. Den hedder Penger og Livet. Bloggen skriver selv, at den handler om følgende:
“Dette er en blogg om penger og livet. Vi arbeider alle i SpareBank 1, men uttaler oss som privatpersoner med både innsikt og interesse for økonomi, samfunnet og enkeltmennesket. Uttalelser på denne bloggen representerer eller reflekterer ikke SpareBank 1s produkter, tjenester eller priser på noen som helst måte.“
Det er primært Christian Brosstad (Direktør for Information og samfundskontakt) (Sejt, ikke – tænk at være direktør for “samfundskontakt”) og Mayka Brevik (Head of PR), der blogger. Men også Koncerndirektøren Thorleif Granerød skriver på bloggen. At der i beskrivelsen står, at bloggen ikke reflekterer SpareBanks produkter, handler vist mest om, at det skal understreges, at bloggerne udtaler sig som privatpersoner. Det forhindrer dem dog ikke i at henvise til SpareBanks produkter – såsom et nyt system til at lægge privatbudget. Men det er der heller ikke noget forgjort i. For bloggen handler jo netop om både penge og livet – og jeg er ret begejstret for både blog og navn.
Indholdet på bloggen spænder vidt. Der skrives (og tages stilling til) konflikter i norsk erhvervsliv – som når Norwegian og SAS “krangler om priserne“. Det er jo et emne, der ikke nødvendigvis er helt ufarligt for SpareBank, eftersom begge luftfartselskaber sikkert på en eller anden måde har penge i banken. Og hvordan mon den Sparebank-ansvarlige for SAS holder tungen lige i munden, når han skal forklare sine kontakter i luftfartselskabet, at en af hans kolleger har skrevet, at “Sure storebrødre vil ingen ha“? Det er en balancegang og må kunne medføre nogle interne diskussioner. Og blandt andet derfor er det fedt.
Men der skrives også bare om Kunnskapsforlagets store norske leksikon, Maykas bytte tøj-aften med tøserne, penge der kan spares ved køb af babyudstyr, sociale medier og SpareBanks fantastiske samfunnsengasjement.
Bloggen er tydeligvis en velovervejet del af SpareBanks eksterne kommunikation. Der henvises til bloggen fra bankens hjemmeside, og på selve bloggen finder man også SpareBanks logo.
Bloggen er fed. Egentlig primært fordi, det er en bank-blog. Den fremkommer jo ikke med unikke budskaber, men er alligevel særlig, fordi den tør gå andre veje, end bankverdenen vanligvis gør. Bloggen er bestemt ikke særligt corporate-agtig, men alligevel nærmer enkelte indlæg sig markedsføring. Og så længe det kun er enkelte, er det helt fint. I forlængelse heraf gad jeg godt se konceptbeskrivelsen af bloggen. For oplægget har garanteret været, at bloggen skulle have ét eller nogle få specifikke temaer. Men det er netop alsidigheden, der er bloggens styrke. For det giver et indblik i bloggernes holdning til både penge og livet. Og det er jo det, som bloggen siger, den vil.
I hvert fald ikke eksternt. Og hvorfor gør de så ikke det? Der er der nok flere grunde til.
Ja, altså hvis de har de sammen personalemæssige ressourcer som SpareBank, så kan jeg ikke se nogen grund til at lade være. Det efterhånden noget tyndslidte argument med, at “blogging sætter ansigt på virksomheden” kommer virkelig til sin ret her. Banker handler om både om penge og liv. Og det har SpareBank vist.
[Opdateret: Min kollega Line gjorde mig opmærksom på, at det ikke er alle, der har behov for at få sat et ansigt på deres bank. Specielt de hvor deres rådgiver har ledt dem ud i lån af tvivlsom karakter, har nok et behov for at banken holder sig lidt på afstand. Så for at revidere og udvide det med "ansigt på banken", så kan man sige, at det også kan være så simpelt som at betragte bloggen som en tredje markedsføringsben. Et ben hvorpå man kan markedsføre nogle andre og lidt mere bløde kompetencer i banken, og hvor man har mulighed for at fremhæve nogle produkter på lidt mere uformel vis. Og dét kunne der måske specielt i krisetider være en idé i.]
Så tag først en snak med Christian Brosstad fra SpareBank om indsatsen kan stå mål med udbyttet. Og bagefter kan du jo meget passende ringe til mig og få gode råd til, hvordan man griber det an i Danmark.
(Og for en god ordens skyld: Jeg har ingen aktier af nogen art i SpareBank og kender for i øvrigt heller ikke Christian Brosstad)
De har altså ikke være imponerende gode til at kommunikere hos politiet i den seneste tid. Uanset på hvilken side af Øresund, man kigger. Eller – man kunne også sige, at de med den seneste tids “sprogblomster” har været meget direkte i deres kommunikation i første omgang, for derefter at klumre temmeligt meget rundt i det.
Først var der “perle-sagen” i Danmark – hvor politidirektør Hanne Bech Hansen helt uforståeligt valgte at fokusere på, om betjenten sagde perle eller perker – i stedet for blot at bekendtgøre, at uanset hvilket udtryk betjenten brugte, så var det utilstedeligt. Jeg er bestemt ikke sikker på, hvad betjenten sagde – men du har muligheden for at danne dig din egen mening her:
Som du også kan se i klippet, lader indvandreren ikke til at være en forfulgt uskyldighed. Han er i hvert fald en særdeles irriterende forfulgt uskyldighed, og ikke den flinke, rolige unge frisør, som han senere er blevet fremstillet som. Man kan sige: Han er glad for at være på, uanset om vi taler om under eller efter konflikten.
Derfor burde Hanne Bach Hansen nu alligevel have set mediebølgen komme rullende. I stedet for en klog og besindig politirepræsentant, står man nu tilbage med et generelt indtryk af en påståelig politi-etat med en sjov hat på hovedet. Det er altid nemt at være bagklog – men set i dét lys, så er jeg ikke i tvivl om, at en mere defensiv indgangsvinkel til denne misære havde skabt mindre fokus på sagen.
Dernæst var der sagen om de to betjente fra Malmø, der sad i en bil i Sverige og talte om en abe-djævel.
Ja, de kan rigtigt i politiet. Denne sag er nu just henlagt med den begrundelse, at de sad i en bil og ikke optrådte offentligt, mens de kom med udtalelserne. Hmm… Men betjentene er dog blevet omplacerede og er efter sigende angerfulde.
Og senest kan man nu læse om, at en underviser på Malmø-politiets “internetutbilding“, der – som den vittige hund han åbenbart er – har opfundet fiktive navne som Neger Niggersson og Oskar Neger til brug for undervisningen.
Nu er det jo ikke politi-tortur, vi taler om. Og vi har – både i Danmark og Sverige – en høj grad af retssikkerhed på alle områder, og dermed også når det gælder politiet. Men når man kigger på de problemer, vi nu har – med visse grupper af etniske minoriteter eksempelvis – så må politiet tage sit ansvar på sig, og erkende, at som en repræsentant for øvrigheden (som skal varetage borgernes interesser) er disse udsagn er helt, helt uacceptable.
Og jeg ved godt, at de ikke helt kan undgås, og at man som betjent sikkert bliver forrået, når der bliver kastet sten og spyttet på en, når man bevæger sig ind i særlige boligområder. Så jeg er sådan set ikke rystet over, at det sker. Men jeg er rystet over at politiledelsen ikke er sig sit ansvar bevidst og får klart og helt utvetydigt givet udtryk for, hvor uacceptable udtalelserne er og efterfølgende taget de forholdsregler, der skal tages for at det ikke sker igen (og for at tilfredsstille både presse og offentlighed). I stedet holder man fast på “Jamen han sagde altså perle – og det har vi sagt i mange år”.
Så om igen Hanne Bech-Hansen – og kom forbi til et kursus, så fortæller jeg gerne, hvad du burde have sagt. Alternativt kan du også bare snakke lidt med formanden for politiforbundet, Peter Ibsen, der sikkert grundlæggende mener det samme som dig, men som forstod at tage lidt af luften ud af ballonen ved at sige at politiledelsen ikke er proaktive nok, når det gælder forebyggelse af racistiske bemærkninger i korpset.
Er du en af de (ældre?) Facebook’ere, som ikke ønsker at dele HELE dit privatliv med resten af Facebook-sfæren, så er der nogle “privatlivsindstillinger”, som kan hjælpe dig i dit forsøg på at forblive ukendt på Facebook.
Hvis du går ind på All Facebook.com, så kan du finde 10 gode råd til at sikre privatlivet på Facebook (Men her er der så det, at hvis du har lyst til at sikre privatlivet, så er der ikke så meget grund til at være på Facebook. Eller?).
Du kan også bare læse de 10 gode råd her:
1. Brug dine venne-lister
Opdel eksempelvis mellem familie, venner og faglige kontakter. Således kan du eksempelvis give forskellige former for adgang til dine fotos. Så undgår du, at din chef kan se, da du drak dig svinestiv til håndbold-julefrokosten.
2. Undgå at optræde i Facebooks søgeresultater
Den slags kan du redigere under Beskyttelse af personlige oplysninger. Så kan du ikke findes.
3. Undgå at optræde i Googles søgeresultater
Det sker også under Beskyttelse af personlige oplysninger. Det er følgende sætning, du skal undgå er hakket af: “Opret en offentligt søgeliste for mig, og tilmeld den til søgemaskine-indeksering.” Så kan du heller ikke findes der.
4: Undgå at alle kan se, når du bliver tagget
Det sker under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil. Jeg har nogle Facebook-venner, der er blevet tagget på nogle billeder fra folkeren, hvor de så noget mere bebrillede ud, end de gør i dag. Og 80′erne gjorde altså ikke noget godt ved folk. Jeg selv er heldigvis sluppet (endnu).
5: Beskyt dine albums
Så kan du sikre, at ikke alle kan se de billeder, du uploader. Det sker under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Billeder. Og måske er det ikke alle dine venner, der er interesseret i at se alle 657 billeder, fra din ultra-flotte tur til Ayers Rock?
6: Undgå at dine nyhedsopdateringer kan ses af alle
Du kan starte med at undgå at “Fjern civilstand” er hakket af under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Nyheder og væg. På den måde undgår du, at alle kan se, når du går fra “I et forhold med” til “Det er kompliceret” og tilbage igen. Jeg har selv et par Facebook-venner, der skifter forholdsvist meget imellem den slags. Og det er i længden irriterende at se på. Du kan også bare sørge for, at ikke alle kan se alle dine personlige oplysninger under Beskyttelse af personlige oplysninger –> profil
7: Undgå alle de obskure applikationer, og det de gør ved dit newsfeed.
Det korte af det lange er, at man ikke skal installere ret meget – og at man kan afinstallere det meste igen. En af mine Facebook-venner sørgede på et tidspunkt for, at min “FunWall” var dækket af fede, nøgne kvinder. Men jeg er også Facebook-ven med min chef – så den applikation strøg en tur i svinget.
8: Lav din kontaktinformation privat
Det kan du redigere fra Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil. Hvis du ønsker at være hemmelig eller er så vigtig, så du har stalkere.
9: Undgå pinlige kommentarer på din væg
Jeg har flere gange været i situationer, hvor det har ligget på grænsen, det mine private venner har skrevet i deres åbenmundethed. Men det kan redigeres således, at ikke alle kan se det. Via Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil kan du sørge for, at ikke alle kan skrive på din væg, og du kan også under Indstillinger sørge for at ikke alle kan læse det, der bliver skrevet.
10: Hold dine venner for dig selv
Under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil kan du klikke af, så dine venner ikke kan ses af alle. Måske vil nogle af dem gerne være hemmelige?
Og endelig:
11: Slet din profil på Facebook (dette råd er ikke med på den oprindelig liste)
Jeg har fuld forståelse for, hvis man ikke ønsker at blive eksponeret. Men så skal man nok holde sig fra Facebook. For det er jo for pokker det, der er meningen med galskaben.
Også i Norge har de formidlet disse råd. Og det var faktisk der, jeg læse dem første gang.
