Facebook-grupper rykker ikke en tøddel

Er du fan af Facebook-siden “STOP VOLDEN MOD BØRN“, medlem af “Stop volden mod kvinder“, eller “Stop volden nu!!!“? Der er nok af muligheder, når det handler om at bakke op om en god sag på Facebook. Og det er også fint nok – du skal bare ikke regne med, det rykker noget….

Facebook-grupper hyldes i medierne

Der går stort set ikke en dag, uden at der er en artikel i avisen om en god sag, der har fået opbakning fra så og så mange medlemmer i en gruppe på Facebook. Jeg har spekuleret på, hvornår medierne blev trætte af at fortælle lige bestemt dén historie – men det lader ikke til at være sket endnu.  Og i forbindelse med skyderierne i København har skriverierne om Facebook-grupper fået endnu en opblomstring. Her kommer et antal af de nyeste historier:

• Ekstra Bladet skrev eksempelvis historien om oprettelsen af gruppen Meningsløs vold skal STOPPES nu!
• Ekstra Bladet skrev også historien om, at til dem på Amager er der en særskilt Ro i gaderne!-gruppe.
• Ekstra Bladet har såmænd også deres egen Nu er det nok-gruppe på Facebook. Så kan de i det mindste skrive om dén gruppe.
• I en anden boldgade skrev Politiken historien om, at 25.000 har meldt sig ind i en gruppe mod SU-forringelser. Det er så blevet til 70.000 i mellemtiden.

Når jeg så sidder og kigger rundt i de her grupper, ifm. at skrive dette indlæg, så slår det mig, hvor mange grupper der er, som så IKKE slår igennem. Eksempelvis 10.000 for at stoppe skyderierne NU!! – med pt. 163 medlemmer. Eller begivenheden Stop skyderierne! OPTOG FRA BLÅGÅRDS PLADS TIRSDAG D. 31. MARTS KL. 17 - med pt. 56 tilmeldte. Uha. Mon politiet kan holde styr på de hærgende masser? Grupperne bruges også bare til at agere ølkasse for almindelige håbefulde danskere.

Facebook-grupper hyldes i medierne – ukritisk

I det mindste kan man jo håbe, at medierne forholder sig kritisk antallet af medlemmer i grupperne. Det lader dog til at være lidt småt med det. I hvert fald i Ekstra Bladets tilfælde – på trods af at chefredaktør Poul Madsen i forbindelse med en artikel på business.dk udtalte følgende:

“(…) Vi kunne ikke drømme om at benytte os af Facebook uden at anvende de samme journalistiske metoder, som vi gør med alt andet, og det er, at vi tjekker vores kilder. Vi viderebringer jo ikke ukritisk tal fra Facebook, ligesom vi ikke viderebringer tal fra Coca-Cola. Vi er journalister, og vi tjekker vores kilder, og det gør vi også i forhold til Facebook.”

Hmmm…..

Altså lad mig sige det sådan. Jeg har ikke i én eneste Facebook-artikel på ekstrabladet.dk set, at journalisten har taget forbehold i forhold til antallet af medlemmer af gruppen. Og der kunne eller være grund nok til det. Jeg har tidligere skrevet om et Lidt for imponerende antal danskere på Facebook - baseret på at Facebook-penetrationen var omkring 100% for de 19 – 25-årige. Nu er den så siden steget til 119 % for de 13 – 18-årige. Så der er noget, der tyder på, at nogle personer har flere profiler.

Det bakker eksempelvis Lisbeth Klastrup (der er lektor på IT-Universitetet) mig op i. I en længere artikel på politiken.dk skriver hun blandt andet:

“Det er f.eks. ikke utænkeligt, at flere unge vælger at have flere profiler, én, som deres forældre, familie, lærer osv. kan se, og en anden, som vennerne kan se. Ligesom der findes fiktive profiler – profiler for hunde og andre ’for sjov’-profiler, som sandsynligvis også tæller med i Facebooks statistik. “

Holdninger uden handlinger

Et helt andet eksempel, der også viser at vi skal have vores forbehold i forhold til Facebook-grupperne er casen om Storkespringvandet. Det handler om at Anders Colding-Jørgensen (der skriver på bloggen Virkeligheden) oprettede en gruppe på Facebook imod nedrivningen af Storkespringvandet. Gruppen fik mere end 27.000 støtter. Sagen var bare, at nedrivningen i virkeligheden var fiktiv, og at det hele drejede sig om et eksperiment ifm. et kursus på internetpsykologi, som Anders åbenbart underviser i. Det er ren lemming-effekt. Man melder sig ind uden at ane, hvad det handler om – og også uden føle nogen forpligtelse til at handle i forhold til sin holdningstilkendegivelse.

Konklusion

Facebook er en særdeles gratis måde at tilkendegive sin holdninger på – og jeg er efterhånden lidt træt af, at medierne forholdsvis ukritisk hylder de grupper, der dannes. Det betyder bestemt ikke, at der er noget dårligt i at melde sig ind i en eller anden Facebook-gruppe, der støtter op om et godt formål. Det gør jeg også selv enkelte gange. Men der burde altså snart ikke være meget nyhedsværdi tilbage, når man ser på, hvor lidt det egentlig rykker i virkeligheden – ud over et et fakkeloptog i ny og næ.

AK81 Danmarks Nye Håb

På Facebook kan man finde gruppen AK81 Danmarks Nye Håb. Den har pt. 618 medlemmer.

Håb!!!???? Jeg kan ikke være i min krop af bare grin….

(Nu håber jeg bare, at Jønke ikke har sat gang i en blogmonitorering…..)

Brown is the new black

På markedsføring.dk er der i dag en nyhed om at Nutella ligger på tredjepladsen på listen over de Facebook-.sider med flest medlemmer/fans. Cool….. Med 3 millioner fans er Nutella kun overgået af Barack Obama, der har næsten 6 mio. og Coca Cola  med 3,3 mio. Så der er ikke langt til andenpladsen….

It makes me wonder….. Hvad er det, de tre her har til fælles som åbenbart appellerer til alle mennesker? Det er ikke, at de er fra USA, for Ferrero (der er Nutella-producenten) er baseret i Italien. Det er jo heller ikke, at de alle kan spises. Næh….

DE ER ALLE BRUNE!

Der en god sandsynlighed for at brunsviger ligger på fjerdepladsen…..

Twitter-æraen fortsætter

Der sker helt vildt meget på Twitter for tiden. Og pludselig bliver man addet af alle mulige (altså, jeg har stadig kun 66 forfølgere). Det er gerne nogen fra konsulentbranchen, der skal vise deres kunder, at de er med på bølgen, og senest var det Brian Woodward – en amerikaner og tidligere kollega, der qua sin accent jo virkelig kan foregive at være med på det digitale mediebeat

Men jeg er også blevet addet af mikeandike. Hmm….. “Hvad mon det er?” Det viser sig så at være en art dragée – ligesom M & M’s og Skittles. Og så spekulerer jeg på… Hvordan pokker kan det være, at Mike and Ike har addet mig blandt de 955 personer som de følger? Og hvad mere interessant er: Hvorfor er dragéer på Twitter?

Entering the conversation

Sagen er jo den, at der lige har været en del “buzz” omkring Skittles’ Twitter-account. Der skete det, at Skittless den 3. marts redesignede deres site til at være pakket ind i Twitter. Dvs. kun bestå af Twitter-opdateringer om Skittles. Magten over sitet var lagt i hænderne på brugerne.

Ending the conversation

Det blev hurtigt opdaget, at det nok ikke var så smart alligevel. Som I kan se beskrevet i denne artikel, så blev der skrevet en del negative tweets om Skittles – og de blev jo så  eksponeret på forsiden af Skittles eget site. Enden på det hele blev, at sitet blev ændret igen (om det så har været meningen hele tiden, ved jeg ikke), så tweets’ene blev puttet længere ind på sitet. Men det viser 3 ting:

1. Tillid er godt
2. Kontrol er bedre.
3. Det er grænser for, hvor meget man kan åbne op for dialogen med sine brugere/kunder.

I stedet er Skittles.com nu pakket ind i en Youtube-ramme. Men samtidig kan man finde tweets om Skittles under deres Chatter-link, man kan finde Skittles Facebook-profil under Friends, man finder Flickr-kontoen under pics (under Media) og naturligvis Youtube-kontoen under video (under Media). Skittles går ind i den sociale medie æra med fuldt skrald.

Jeg synes, det er blæret. Men her på Going Social Now er der et ret interessant blogindlæg om Skittles strategi ud i de sociale medier. Shiv Singh synes, det er knap så blæret og skriver blandt andet, at “The Twitter audience is not their costumer“. Det har jeg svært ved at bedømme. Men jeg kan dog med sikkerhed sige, at jeg ikke er kunde hos dragée-producenten Mike and Ike, som har addet mig på Twitter.

Men det er nok heller ikke det, det handler om. Det handler om at blive set, at være cool i de rette menneskers øjne og at gøre noget, som ikke rigtigt er prøvet før. Det er sådan lidt den udvidede udgave af, hvad Tag Centret gør på Twitter (Nu er Tag Centret oven i købet begyndt selv at twitte. Måske er det efter det blogindlæg, jeg skrev om dem. Man har jo lov at håbe….)

Men det er klart, at det indbefatter nogle risici, når Skittles åbner så meget op. Og det er nødvendigt med en vis form for kontrol. I markedsføringsøjemed synes jeg endnu, jeg har den rigtig gode Twitter-case til gode. Skittles er det heller ikke, men derfor fortjener det alligevel både omtale og ros.

Hvor er M&M?

Jeg er egentlig ikke nået nærmere svaret på, hvorfor Twitter er det foretrukne sociale medie for amerikanske dragée-producenter. I stedet er der åbnet op for et nyt spørgsmål: Hvor er M&M!!!? For det er ikke fordi, der ikke bliver skrevet om dem, som man kan se her. Se SÅ ville det pludselig være relevant

PS: En af dem, der skriver en masse relevant om Twitter for tiden er Ernst Poulsen. Han er nyhedsredaktør for nye medier i DR.

Tag Centret er på Twitter

Du ved jo godt, at Twitter er “the place to be” lige nu, ikke? Hvis ikke, så synes jeg, du skulle se at finde ud af det. I stedet for at skrive en længere forklaring af, hvad Twitter er, så lægger jeg i stedet et link til en artikel på Wikipedia om Twitter. Og for at finde ud af, hvad det kan (først og fremmest vidensdeling), så skal man selv prøve det. Her kan du se min profil.

En virksomhed som HAR fundet ud af, at man skal være på Twitter er (noget overraskende) Tag Centret. Forleden modtog jeg en mail med skriften: “Tag Centret is now following you on Twitter!“. Hmmmmm….. “Tag Centret”. Noget med ”at tagge”…??? Dansk/Engelsk? Jeg fik sagt ordet på mange mærkelige måder inde i mit hovede, før jeg klikkede ind og kom frem til det her.

Det var tydeligvis ikke noget med “at tagge”, men i stedet noget med at lægge tag på. Den midtjyske virksomhed Tag Centret følger nu opdateringer fra mig og 128 andre. Men det er sgu nok ikke det, der var meningen med at følge mig. Det handlede jo nok nærmere om, at gøre opmærksom på denne her tagdækningsvirksomhed.

Hvordan Twitter lige blev en del af markedsføringsplanen, kan man så kun gisne om. Men Tag Centret er også på Facebook, så helt uefne er de ikke. Sandsynligvis sidder der en eller anden marketinggut hos Tag Centret, der ved lidt eller meget om disse medier – og med et carte blanche fra direktøren til at kaste sig ud i det. For det koster ikke noget.

Så kunne resten af dette indlæg handle om, hvor meget jeg hader spam. Men det synes jeg faktisk ville være lidt ærgerligt. Så jeg vil i stedet bedømme initiativet.

Altså, jeg vil sige – de 79 medlemmer af Tag Centrets gruppe på Facebook gør ingen sommer. De 192 som Tag Centret følger på Twitter gør bestemt heller ikke (Det handler heller ikke om, hvor mange opdateringer man følger. Hvis det handler om noget, så handler det om, hvor mange der læser ens egne opdateringer). Og det er ikke den mest nyskabende eller informerende profil på hverken Facebook eller Twitter, som Tag Centret har. Et hint kunne derfor være at begynde at tilbyde medlemmerne/fansene noget information. Et godt sted at starte ville eksempelvis være at lade være med at beskytte opdateringerne på Twitter. Så går hele idéen jo af det!? Det kunne jo godt være, at der sad en derude, der rigtig gerne ville have information om nye tilbud eller nye materialer pr. Twitter

Men man lærer kun ved at springe ud i det – og dét har Tag Centret gjort. Mit bud er, at markedsføring via Twitter og Facebook med tiden vil udvikle sig til et noget højere niveau, end det som Tag Centret befinder sig på lige nu  Men af en midtjysk virksomhed beskæftiget inden for tagdækning, er det nu ganske udmærket gået.

PS: Jeg har ingen aktier i Tag Centret. Jeg har faktisk ingen aktier overhovedet.

10 gode råd til den ambivalente Facebook-bruger

Er du en af de (ældre?) Facebook’ere, som ikke ønsker at dele HELE dit privatliv med resten af Facebook-sfæren, så er der nogle “privatlivsindstillinger”, som kan hjælpe dig i dit forsøg på at forblive ukendt på Facebook.

Hvis du går ind på All Facebook.com, så kan du finde 10 gode råd til at sikre privatlivet på Facebook (Men her er der så det, at hvis du har lyst til at sikre privatlivet, så er der ikke så meget grund til at være på Facebook. Eller?).

Du kan også bare læse de 10 gode råd her:

1. Brug dine venne-lister

Opdel eksempelvis mellem familie, venner og faglige kontakter. Således kan du eksempelvis give forskellige former for adgang til dine fotos. Så undgår du, at din chef kan se, da du drak dig svinestiv til håndbold-julefrokosten.

2. Undgå at optræde i Facebooks søgeresultater

Den slags kan du redigere under Beskyttelse af personlige oplysninger. Så kan du ikke findes.

3. Undgå at optræde i Googles søgeresultater

Det sker også under Beskyttelse af personlige oplysninger. Det er følgende sætning, du skal undgå er hakket af: “Opret en offentligt søgeliste for mig, og tilmeld den til søgemaskine-indeksering.” Så kan du heller ikke findes der.

4: Undgå at alle kan se, når du bliver tagget

Det sker under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil. Jeg har nogle Facebook-venner, der er blevet tagget på nogle billeder fra folkeren, hvor de så noget mere bebrillede ud, end de gør i dag. Og 80′erne gjorde altså ikke noget godt ved folk. Jeg selv er heldigvis sluppet (endnu).

5: Beskyt dine albums

Så kan du sikre, at ikke alle kan se de billeder, du uploader. Det sker under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Billeder. Og måske er det ikke alle dine venner, der er interesseret i at se alle 657 billeder, fra din ultra-flotte tur til Ayers Rock?

6: Undgå at dine nyhedsopdateringer kan ses af alle

Du kan starte med at undgå at “Fjern civilstand” er hakket af under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Nyheder og væg. På den måde undgår du, at alle kan se, når du går fra “I et forhold med” til “Det er kompliceret” og tilbage igen. Jeg har selv et par Facebook-venner, der skifter forholdsvist meget imellem den slags. Og det er i længden irriterende at se på. Du kan også bare sørge for, at ikke alle kan se alle dine personlige oplysninger under Beskyttelse af personlige oplysninger –> profil

7: Undgå alle de obskure applikationer, og det de gør ved dit newsfeed.

Det korte af det lange er, at man ikke skal installere ret meget – og at man kan afinstallere det meste igen. En af mine Facebook-venner sørgede på et tidspunkt for, at min “FunWall” var dækket af fede, nøgne kvinder. Men jeg er også Facebook-ven med min chef – så den applikation strøg en tur i svinget.

8: Lav din kontaktinformation privat

Det kan du redigere fra Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil. Hvis du ønsker at være hemmelig eller er så vigtig, så du har stalkere.

9: Undgå pinlige kommentarer på din væg

Jeg har flere gange været i situationer, hvor det har ligget på grænsen, det mine private venner har skrevet i deres åbenmundethed. Men det kan redigeres således, at ikke alle kan se det. Via Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil kan du sørge for, at ikke alle kan skrive på din væg, og du kan også under Indstillinger sørge for at ikke alle kan læse det, der bliver skrevet.

10: Hold dine venner for dig selv

Under Beskyttelse af personlige oplysninger –> Profil kan du klikke af, så dine venner ikke kan ses af alle. Måske vil nogle af dem gerne være hemmelige?

Og endelig:

11: Slet din profil på Facebook (dette råd er ikke med på den oprindelig liste)

Jeg har fuld forståelse for, hvis man ikke ønsker at blive eksponeret. Men så skal man nok holde sig fra Facebook. For det er jo for pokker det, der er meningen med galskaben.

Også i Norge har de formidlet disse råd. Og det var faktisk der, jeg læse dem første gang.

Beskyt individet i det digitale samfund

Man forsøger i Norge, men ikke i Danmark….

I Norge har man noget, der hedder Personvernskommisjonen. Det vil sige en kommission, der arbejder med personbeskyttelse. Centralt for kommissionens arbejde er at “… at kvart [hvert] einskilt menneske er ukrenkjeleg og har krav på respekt frå andre menneske, for eigen integritet og for fred i sitt privatliv.” Personvernskommisjonen er nedsat af den norske regering i 2007, og baggrunden for kommissionen ”er ei stadig aukande [øgende] registrering og bruk av person­opplysningar innafor alle sektorar, offentleg/privat og nasjonalt/internasjonalt.”

Denne kommission har just udarbejdet en ny rapport, “Individ og Integritet: Personvern i det digitale samfundet“. Formålet med rapporten er “å gi en oversikt over hvilke utfordringer personvernet står overfor i dagens samfunn og samtidig vurdere hvordan personvernet bør ivaretas i møte med andre og ofte motstridende hensyn og verdier. Kommisjonen ble også bedt om å kartlegge og evaluere eksisterende virkemidler for ivaretakelse av personvernet og eventuelt fremme forslag til nye prinsipper og virkemidler.” Rapporten er afleveret til den norske Fornyings- og administrasjonsminister (hvad pokker det mon dækker over….) og indeholder blandt andet en række anbefalinger til det norske Datatilsyn og Forbrugerråd.

Personvernskommisjonens rapport fylder 300 sider.  Til sammenligning har Datatilsynet udarbejdet disse 10 anbefalinger til beskyttelse af privatlivets fred i sociale netværkstjenester. Konklusionen på det giver sig selv, synes jeg.

I rapporten kan man blandt andet læse følgende anbefalinger:

Vurder gyldigheden af de aftaler, man som bruger indgår med eksempelvis Facebook op i mod norsk lov

“Tilbydere av ulike nettbaserte informasjonstjenester, med Facebook og Google som de fremste eksemplene, forsøker å regulere personvernfeltet gjennom eksplisitte avtaler som inngås mellom selskapene og de som bruker selskapenes tjenester.

Disse avtalene inngås gjerne gjennom såkalt «click-wrap» (samtykke, samt at vilkårene i avtalen er gjennomlest og forstått, bekreftes ved at brukeren «klikker» med en dertil egnet innretning på en virtuell «knapp»), eller gjennom implisitt samtykke (en plakat på et passende sted informerer brukeren om at ved å gjøre bruk av tjenesten tilkjennegir brukeren at han samtykker i bestemte vilkår).

Disse avtalene er ofte urimelige sett fra brukerens ståsted. Som regel innebærer de blankoavskriving av ulike rettigheter, inklusive personvernrettigheter, og de inneholder klausuler som gir tjenesteyter rett til når som helst å endre avtalen. Etter Personvernkommisjonens oppfatning kan det stilles spørsmål ved om disse avtalene er gyldige, og vi vil oppfordre Forbrukerrådet til å gjøre en gjennomgang av avtalene knyttet til de mest populære tjenestene (eks.: Facebook, Gmail) for å vurdere lovligheten opp mot norsk lov, og hva som kan gjøres dersom disse avtalene strider mot norsk lov.”

Opret en tjeneste, der kan hjælpe, hvis man bliver krænket på nettet

“Personvernkommisjonen foreslår i denne forbindelse at det som en prøveordning kunne etableres en tjeneste bemannet med en person med teknisk kompetanse som kan bistå de som får sitt personvern på nettet krenket i oppgavene med å identifisere og oppnå kontakt med ansvarssubjekt og med bruk av selvbetjente slettetjenester.”

 Synlige etater på nettet

“Kommisjonen anbefaler at offentlige etater med barn og unge som målgruppe er til stede med egne profiler i nettsamfunn som Facebook og Nettby. Kommisjonen oppfordrer Datatilsynet og Barneombudet til å utrede hvordan virtuell tilstedeværelse på ymse sosiale arenaer på nettet kan integreres i etatenes informasjons-og veiledningsarbeide rettet mot barn og unge.”

 Udarbejd en medieansvarlov

“Kommisjonen foreslår at det utformes en egen medieansvarslov som definerer roller og fastslår ansvar for alle typer media, dvs. både tradisjonelle forhåndsredigerte media, og de nye, elektroniske brukerstyrte og brukerutgitte massemedia og publiseringsarenaer (dvs. blogger og personlige hjemmesider).”

Man kan ikke overføre disse anbefalinger direkte til Danmark. Men behovet for kommissionen er (blandt andet grundet den enorme udbredelse af Facebook) mindst lige så stort i Danmark, som det har været i Norge. Så MIN anbefaling til diverse partiers medieordførere (Venstres Ellen Trane Nørby, De konservatives Kulturminister Carina Christensen, Socialdemokraternes Mogens Jensen, SF’s Holger K. Nielsen, De Radikales Jørgen Poulsen, DF’s Karin Nødgaard): 

Få regeringen til at nedsætte en lignende kommision. Det er strengt nødvendigt, at den danske regering tager beskyttelsen af individets interesser i et digtalt (og grænseløst) samfund alvorligt.

Og slutteligt skal jeg huske at gøre opmærksom på Colt Kommunikasjons blog, hvor jeg oprindeligt fandt et indlæg om rapporten.

Lidt for imponerende antal danskere på Facebook

Ovre på Peter Svarres blog har jeg set, at Wemind har lavet har Google Spreadsheet, der indeholder opdateret statistik om antallet af danskere på Facebook. Det er sejt, og særdeles brugbart.

Men det får mig også til at undres, for i statistikken kan jeg se, at 99.56 % af de 19 – 25-årige har en profil på Facebook. Og jeg tror simpelthen ikke på, at penetrationen af Facebook er på nær mest 100 % blandt nogen aldersgrupper.  Forklaringen må i stedet være, at der er oprettet mange fake-profiler.  Måske ikke sådan “ond vilje-fake” – men en prøve-profil, som man så har glemt kodeordet til – og derefter den profil, man bruger. Det kunne være interessant at se en undersøgelse af det.

I hypen af Facebook har det naturligt nok hverken været i mediernes eller bureauernes (eller Facebooks) interesse at skabe tvivl om det imponerende antal af danskere, der befinder sig på netværket. Men nu tror jeg dog, at det er ved at være på tide, at finde ud af, hvad der gemmer sig bag tallene. Jeg hører gerne om undersøgelser, der fortæller noget nærmere?

HP styrer ansattes brug af Facebook

….. på den fede måde.

I dag er der en artikel på Alt om Data, med titlen: Du SKAL bruge Facebook i arbejdstiden. Den handler om, at Hewlett-Packard i Danmark underviser deres ansatte i brugen af Facebook. Når man læser den pressemeddelelse, som ligger til grund for artiklen, så kan man se, at overskriften nok er kommet på baggrund af en journalistisk stramning. Det handler om, at HP har tilknyttet en “Facebook-konsulent” (Noget af en fluffy titel…), der skal undervise de ansatte i brugen af Facebook. 

Stramning eller ej: Det er god stil af HP og et eksempel til efterfølgelse. Administrerende direktør i HP Danmark, Keld Jersild Olsen, forklarer bagrunden for initiativet således:

“…Facebook er allerede en integreret del af den måde, som vores medarbejdere kommunikerer på. Derfor giver det heller ikke nogen mening at blokere for brug af Facebook i arbejdstiden. Vi har i stedet valgt at undervise medarbejdere i brug af Facebook, hvis de ønsker at bruge websitet i arbejdstiden. Dels så de ved, hvordan det fungerer, dels så de forstår at adskille privatliv og arbejde. Undervisningen giver også en bedre forståelse for de nye kommunikationsmåder, som flere og flere af vores kunder anvender.”

Keld Olsen er på helt rette spor: Når over en million danskeren bruger netværket, så er det svært at gå mod strømmen. (Men ikke håbløst: Jeg har kendskab til mindst ét dansk forsikringsselskab, hvor serveradgangen til Facebook og Hotmail er blokeret for de ansatte). I stedet skal store virksomheder forsøge at indtage rollen som vejleder i brugen af netværket. På den måde sikrer man sig bedst, at Facebook bruges uden at der samtidig hentes virus ind og lægges fortrolige oplysninger ud. Og på den måde signalerer man, at man har tiltro til, at medarbejderne kan administrere friheden.

Men udover dette kan Faceboook bruges med det formål at aktivere de ansattes netværk og den viden, der befinder sig i dette netværk. Har man eksempelvis ingeniører ansat, så er der en vis sandsynlighed for, at de har mange fra deres studietid blandt deres Facebook-venner. De kan opfordres til at bruge deres status-opdateringer til at spørge efter ny forskning på et givet område. Eller de kan bruge Facebook til at henlede opmærksomheden på et jobopslag i virksomheden. Eller de kan fortælle om et fedt (og ikke fortroligt) udviklingsprojekt, de sidder på.

I så fald vil brugen af Facebook ikke blot være af defensiv karakter (Hvordan undgår du at Facebook ….) men også være af offensiv, eller i hvert fald konstruktiv, karakter (Hvordan bruger du Facebook til at….).

Værdien er ikke blot, at HP samlet set måske kommer i besiddelse af større viden, eller at virksomheden henter nye medarbejdere ind via netværket. Værdien er i højere grad signalet om, at HP er en virksomhed, hvor man er åben overfor input udefra, og hvor man anerkender de sociale (og faglige) gevinster, der kan ligge for medarbejderne på Facebook. Konsekvensen af det er, at HP vil have nemmere ved at tiltrække de allerdygtigste medarbejdere. 

Hele initiativet er ganske simpelt god employer branding. Og at HP investerer penge i dette initiativ nu – på et tidspunkt, hvor der er kommet flere om buddene på jobmarkedet - er både sympatisk og signalerer overskud. Det er god PR. Respekt for det.

Forbryderjagt på Facebook

Det har længe været en kendt sag, at vil man af med knive, er man for højere straffe, eller vil man nakke nogen pædofile, så er Facebook stedet, man mødes.

Nu er det så også stedet, hvor jagten på ukendte overfaldsmænd sætter ind. I hvert fald har jeg lige læst på eb.dk, at faren til en ung pige, som er blevet overfaldet, har oprettet sin egen gruppe på Facebook. Den hedder borgervendt volds kriminalitet (og en eller anden burde have givet manden en hjælpende hånd med i forsøget på at lave et lidt mere mundret navn).

Gruppens formål er at fange datterens overfaldsmænd. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke forstår faren - men jeg mener alligevel, at det er et problematisk projekt. Og det er det, fordi lægmænd ikke skal gøre politiets arbejde. Risikoen er, at uskyldige hænges offentligt til tørre - med navn og billede. Jeg har også skrevet om en lignende problematik tidligere på Kommunikationsforum.

Noget andet er så, at det er spændende at følge gruppens udvikling. Da Ekstra Bladet skrev historien kl 15.25 i dag fredag d. 9. januar var der 10 medlemmer. 3 timer senere var der 22 var medlemmer og ingen havde kommenteret. Nu (og efter reportager på Tv 2 Lorry) er der godt 90 og nogle få kommentarer. Blandt andet har en gut fra hjemmeværnet i Roskilde sendt medfølser….

Jeg håber, gerningsmændene bliver fanget. Men jeg håber ikke, det bliver via Facebook.