h1

Pittelkows sammenhængskraft

juli 7, 2010
Ralf Pittelkow

Ralf Pittelkow

Ralf Pittelkow benyttede den 23. juni VM som afsæt til at skrive et debatindlæg i JP om sammenhængen mellem det franske landsholds fiasko ved VM og så sammenhængskraften i det franske samfund. Pittelkow skriver blandt andet, at det ”hold, som i år har bragt Frankrig i vanære, står som et symbol på, at der er gået noget alvorligt galt med integrationen“. Påstanden er, at holdets problemer er et udtryk for, at samfundssindet er væk og herfra går tråde ”til udviklingen i det franske samfunds indvandrertunge forstæder”.

Tysklands sammenhængskraft 

Det er jo en temmelig interessant tese. Til en start kan vi jo til sammenligning kigge på Tyskland, der både i dag og historisk set har haft massive udfordringer i forhold til den nationale sammenhængskraft. Deres landshold er et værre etnisk miskmask med 11 spillere i truppen, der har en hel eller delvis anden etnisk baggrund end tysk: Klose, Trochowski og Podolski kunne spille for Polen, Boateng for Ghana, Cacau for Brasilien, Özil for Tyrkiet etc. Overfører man derfor Pittelkows tese, så burde sagen være klar: Sportslig fiasko. Overraskende nok har Tyskland set over en kam været fremragende og spiller jo i aften semifinale mod Spanien. Hmm….   

Danmarks sammenhængskraft

Alligevel vil jeg dog gerne lave et par yderligere efterprøvninger af Pittelkows tese om, at landsholdet afspejler et lands sande tilstand. For Danmark røg jo tidligt ud af VM – spillede desuden helt elendigt og uden styring hverken på banen eller på bænken. Udfordringer var der nok af – løsningsmuligheder ganske få. Dette stemmer jo utrolig godt overens med, at vi har en regering, der står historisk svagt og har endog meget svært ved at agere ledestjerne i forhold til de udfordringer samfundet står overfor. Her holder Pittelkows tese således.   

En skjult pagt…..?

Desværre er det svært at sige noget om vores indvandrerpolitik ud fra landsholdets præstation, da det stort set består af etniske danskere. Til gengæld kunne man jo spekulere på, om Morten Olsen har indgået en fælles overenskomst med Pittelkow, inden han besluttede at lade 2. g’erne Rajko Lekic og Bajram Fetai ryge ud af bruttotruppen. For så i stedet at satse på Christian Eriksen og Thomas Enevoldsen og William Kvist Jørgensen. Det kan jo være fordi, makkerparret Olsen/Pittelkow (!?) ikke ville risikere at en pauver indsats fra landsholdet skulle sættes i sammenhæng med Danmarks pauvre indvandrerpolitik.   

En lidt ældre udgave af landsholdet
En yngre(!) udgave af landsholdet
 

Landsholdet på detailniveau

1: UdkantsDanmark

Går man lidt længere ned på detail-niveau, bliver man faktisk kun bestyrket i, at Pittelkow har ret.

Lad os starte med Morten Olsen selv. Han er fra Vordingborg. Samtidig var landsholdet var jo noget tyndt besat, og Morten valgte at lade de gamle kræfter trække læsset. Det er et klart udtryk for de tilsvarende problemer i Udkantsdanmark: Der kommer ikke nye ressourcer til, og den intellektuelle (spillemæssige) ressource er for nedadgående.  

2: Manglende målstyring på Vestegnen

Og kigger vi så på angriberne Jon Dahl og Søren Larsen, så var deres manglende skarphed i front udtalt. De er begge Køge. Det skal ganske simpelt ses som et udtryk for, at målstyringen i kommunerne på den københavnske vestegn, hvad angår økonomi og integration har været udpræget svag. Man har ganske simpelt sat overliggeren for højt.   

3: En bedaget købsstad  i det nordjyske

Så er der jo også Jesper Grønkjær – han er fra Thisted. Han er ved at være lidt halvgammel og mangler tidligere tiders evne til at gøre en helt afgørende forskel på internationalt niveau. Det er et klart udtryk for, at Thisted har overlevet sig selv; haft sin storhedstid som købstad, og positionen nu trues af Skive og måske ligefrem Blokhus?    

4: En region i problemer   

Yderligere er der Jakob Poulsen, der med sin fortid i Næsbjerg i Sydvestjylland jo om nogen personificerer landsholdets (og AGF’s) nedtur. Vi hører jo ikke om andet end skolelukninger og hospitalslukninger, incest-sager og fraflytning af de højtuddannede fra det sydlige Danmark. Jakob Poulsen er tydeligvis direkte eksponent for regionens nedtur.   

5: Nordsjællandsk vækst   

Modsat har vi jo Mikkel Beckmann, der godt nok spiller i Randers FC, men som jo startede karrieren i Brede og senere Lyngby nord for København. Som landsholdets ”coming man” symboliserer han vækst og fremtid – det samme som området, hvor han stammer fra.   

Se – hvis man nu var Pittelkow, så kunne man se den slags sammenhænge overalt og spekulere på rigtig meget. Fodbold burde man dog undlade at spekulere på.

Reklamer
h1

Arla: Closer to nature??

april 20, 2010

Arla har lanceret en international kampagne, der skal knytte mejerigiganten “Closer to nature”. De har lige lanceret den første film.

Spørgsmålet er: Hvordan kan man beslutte sig for at ville eje den markedsposition, samtidig med at hele landbrugssektoren (og dermed også produktionen af mælk og ost) i forsøget på at blive ved med at være rentabel KUN går en vej: Mod mere industriel produktion?

Forstå mig ret. Jeg drikker masser af mælk og har altid gjort det; jeg tror, det er sundt og godt for knoglerne. Men kommunikativt er det et greb, der risikerer at give en noget voldsom backfire, eller måske bare maner til ligegyldighed. Enhver kan jo (på trods af en reklamefilm med en rigtig levende ko) se, at det ikke passer.  Og det som Arlas Vice president for Corporate marketing, Anne With Damgaard argumenterer for på business.dk;  “… i det øjeblik du drikker et af Arlas produkter, sker der et eller andet, og man kommer tættere på naturen” er altså noget som LIGE netop en marketing-/reklame-dude har fundet på.  

For når man som jeg er vokset op på landet og i sin barndom drak den mælk, som vi hentede på nabogården, så er det temmelig tydeligt at Arla (og med dem størstedelen af mejerisektoren) er ret langt væk fra naturen.

h1

DR varetager ikke barnets tarv.

marts 19, 2010

Så du dokumentaren Forældrekrig på DR onsdag d. 17. om aftenen? Den medførte en heftig debat i medierne. Mest i forhold til Forældreansvarsloven – men også i forhold til DR’s ansvar overfor de medvirkende, når de går så tæt på i forhold til en ulykkelig en situation som en skilsmisse.

 Konflikten mellem forældrene

Programmet handlede i korthed om “eksparret” Heidi og Henrik, der var gift i 6 år og som fik Mads og Mette sammen, inden de blev skilt i 2003. Forældrene har så kæmpet om deres to børn siden skilsmissen, været i retten 4 gange og en ændring i Forældreansvarsloven i 2007 gjorde det muligt for far-Henrik at gøre et nyt forsøg på at få del i forældremyndigheden over Mette, som i dag er 9 år. Forældremyndigheden ligger altså hos moren. I 2/3 af hendes liv har forældrene kæmpet om Mette. Det er så længe, hun har været bevidst om noget som helst.

 
Mette grædende på gyngen. Billede fra udsendelsen (og fra Politiken).

Mette grædende på gyngen. Billede fra udsendelsen (og fra Politiken).

Diskussionen i forhold til DR’s ansvar går på, om det var en forsvarlig (etisk korrekt) måde, som den skilsmisseramte pige Mette blev fremstillet på i dokumentaren. De radikales retsordfører Lone Dybkær er stærkt kritisk overfor DR’s måde at skildre pigen på. Hun siger blandt andet:

Det er etisk dybt forkasteligt, at DR udstiller denne lille pige. At DR vælger at gøre hele Danmarks befolkning bekendt med pigens psykiske problemer forværrer blot hendes situation.” 

 Hjerteskærende

Programmet var hjerteskærende. Forældrenes manglende evne til at sætte barnets behov øverst (selvom det var det argument, de brugte) skreg til himlen. Mette der løber væk fra sin far; Mette der siger, at hun ikke vil vælge mellem forældrene; forældre der afleverer udenfor døren uden at kunne hilse på hinanden; storebroren Mads på 12, der fremstår langt mere voksen end faren og forsøger at beskytte Mette; faren der er sådan lidt tossegod, affarvet, storrygende ultra-sønderjyde; moren der fremstår lidt kontrolleret, med et helt andet styr på tilværelsen end faren. Selvom jeg ikke tror, det var programmets intention, kunne jeg ikke undgå at føle en smule sympati for faren. “Systemet” favoriserer ofte moderrollen i disse sager. 

 Problemet i loven

Nå, men….. DR har med programmet sat fokus på en væsentlig problematik. Det ene er, at umulige forældre kan idømmes fælles forældremyndighed. Dette går særdeles dårligt i spænd med forældre som Heidi og Henrik, der overhovedet ikke kan samarbejde. Det andet er, at der i højere grad skal tages hensyns til børnenes ønsker. Det er egentlig som udgangspunkt et positivt tiltag. Men det bliver et problem, når det betyder – som i det skildrede tilfælde – at barnet selv skal tage ansvar for at vælge den ene forælder fra. Det er jo en helt, helt urimelig situation at stille barnet i. Børnene skal høres – men det endelige ansvar skal ligge hos forældrene. Men i denne situation var forældrene uansvarlige. 

En grædende Mette

Programmet førte naturligvis med det samme til at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har været klar på at ændre i loven. Intet kan få en politiker så hurtigt op af stolen som et godt tv-program og en medfølgende enkeltsag. Så programmets tilrettelægger, Lisbeth Dilling har altså haft held med sit forehavende: Med et godt skåret program, har hun rørt ved en politisk dagsorden. Men var det ok at udstille en grædende Mette på gyngen for at gøre opmærksom på denne problematik? Helliger målet midlet? Ja, altså ifølge dokumentarchefen i DR Steen Jensen, så ja. Han argumenterer på følgende vis:  

Gennem hele forløbet har vi haft en tæt dialog med forældrene og børnene. Den dokumentar, vi viste i går, er blevet godkendt fra ende til anden af de medvirkende forældre og børn. Vi mener derfor, vi har etikken helt i orden.” 

Problemet i DR

Mit svar på det er: No fucking way – og det må du kunne gøre bedre, Steen. For kan det virkelig passe, at jeg hører Steen dække sig ind bag den part (forældrene), som helt tydeligt har bevist, at de IKKE har været i stand til at varetage børnenes tarv? Er det argument nok? Betyder det dermed, at DR ikke selv foretager en kvalificeret vurdering af, hvad der er fornuftigt at udstille for alle landets borgere? Og så anklager Steen Jensen oven i købet Lone Dybkær for at fjerne debatten fra “det overordnede” – det vil sige barnets tarv. Er konsekvensen af Steens argument, at det er ok at “ofre” Mette for en højere sag? Eller skal man altid varetage det enkelte barns tarv?

Man kan spørge sig selv, om målet helliger midlet. Det kan diskuteres. Men man kan ikke diskutere, om DR varetager det enkelte barns tarv. For det gør DR ikke.

h1

Var der nogen, der sagde stripperstang?

januar 27, 2010

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er der sker med den “kernesunde familie” – men det begynder altså at være lidt sørgeligt mht. markedsføringen.

Her ser vi så Ninka – i ført i et par gamle og en anelse for korte cowboybuks og en lidt for lille bikini og en stakkels dreng i baggrunden. Formålet er, at introducere til en LIVE-workshop med “sexet dans”. Yeah right.

Døm selv.

PS. Det er da viral markedsføring, der vil noget. Eller…..

h1

Please check my blog!

januar 22, 2010

Vil du ikke nok?

h1

Nick Hækkerup som pædofil på Youtube

januar 21, 2010

Nick Hækkerup som pædofil og skatteminister Kristian Jensen som manden bag et dobbelt knivdrab i Aalborg.

Det er to af historierne i en video på Youtube, der er et særdeles velfingeret sammenklip af DR’s TV-Avis. Videoen skal nok få mange klik, den skal nok få opmærksomhed i de traditionelle medier (BT har den allerede), DR rasler med sablerne og det samme gør formentlig også partiapparatets advokater .

Kunstneren Mads Steen, som har produceret videoen, siger i et interview i BT: “Alt hvad der er skævt og anderledes får kniven eller bliver rengjort i én stor dansk rengøring. Hvadenten det er Christiania, Ungdomshuset, demonstranter eller drankerne på bænken. Men den er også produceret fordi jeg syntes det kunne være sjovt, og jeg morede mig rigtig godt, da jeg lavede den.”

“Rigtige” intentioner: Fejlslagent udtryk

Uagtet at jeg sådan set er enig i hans indledende synspunkt, så er sjov lige bestemt, hvad videoen IKKE er. Det er ikke “sjovt” at udstille vores skatteminister som dobbelt drabsmand, hvad end man så mener om ham. Og det er endnu mindre “sjovt” at udstille Nick Hækkerup som pædofil (Til gengæld kan jeg dog godt se humoren i, at Kurt Westergaard har fået tæsk af en sheik, og at Lene Espersen vil afvikle Syddanmark. Forskellen er vel, at begge påstande har relation til personernes reelle virke).

Formålet med videoen står mig også noget uklart. Tydeligvis er den i opposition til “magthaverne” i bred forstand, og den dagsorden som “magthaverne” sætter. Men da videoen klart går over stregen, er der ingen tvivl om, hvad resultatet vil være: En samlet afstandstagen fra folkestyrets repræsentanter (incl. Enhedslisten) – og derfor er der i sidste ende ikke nogen tvivl om, hvis sag det gavner: “Magthavernes”.

Men “polistisk joke med glimt i øjet”? No way. Videoen er et fuldstændig fejlslagent udtryk for nogle “rigtige” intentioner – der udmønter sig i upassende, dårlig humor, uden evnen til at balancere på knivsæggen mellem det grove og det sjove.

 Se den her (så længe det varer):

h1

Whistleblower – når systemet har givet fortabt

december 7, 2009

Hvad er det, der sker for tiden med de der whistleblower-historier? Efter bankkrakket virker det som om, at alle større virksomheder med respekt for sig selv skal have en “whisteblower-linie”, hvor ansatte kan ringe ind for anonymt at angive deres kolleger. Blandt andet har Danske Bank oprettet en whistleblower-linie.

Formålet er at stoppe vilde lån og tvivlsomme investeringer. Også Vestas har en sådan ordning – men ifølge denne artikel på business.dk er der faktisk mere “end 50 danske virksomheder [der] står i kø for at få godkendt deres whistleblower-ordning, så de i tide kan opdage korruption, bestikkelse, miljøforurening samt vold eller seksuelle overgreb mod ansatte.” Godkendelsen skal hentes hos Datatilsynet. De skal sikre, at Persondataloven overholdes. 

Jeg mener, en whistleblower-ordning – eller en sladrehanksordning, som det også kaldes – er et udtryk for at systemet har spillet fallit. Det ligger næsten i ordet sladrehank.

Jeg forstår sådan set godt bevæggrunden: Man har set masser af eksempler på, at ansatte i erhvervslivet ikke kan håndtere deres store ansvar. Som Vestas selv skriver, så handler det om at opdage “opdage uregelmæssigheder eller upassende opførsel på arbejdspladsen“.

Men jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor meget den formulering får det til at krybe ned af ryggen på mig. Pt. læser jeg en (i øvrigt rigtig god) bog, der hedder Barn nr. 44 af Tom Rob Smith. Den foregår i 1958 i Stalintidens Rusland. Der skulle man også angive hinanden, når man så upassende opførsel.

Jeg er godt klar over, at sammenligningen er totalt langt ude. Men uagtet det – så forstår jeg ikke, at det eneste Arbejdsmarkeds-Etisk Råd diskuterer er:

  1. om offentligt ansatte har samme rettigheder som privatansatte
  2. ytringsfrihed ift. loyalitetspligt over arbejdsgiveren
  3. klare udmeldinger fra ledelsen og overskuelige procedurer.
  4. Og på business.dk er det om Datatilsynets regler er for restriktive.
Angiverkultur

Hvorfor diskuterer Arbejdsmarkeds-Etisk Råd ikke oprettelsen af en angiverkultur og det problematiske aspekt i, at virksomhederne opretter ordninger, hvor de ansatte kan sladre anonymt hinanden?

Hvorfor diskuteres det ikke, om den kultur der skabes på arbejdspladsen er hensigtsmæssig for alle parter – eller om disse ordninger kun etableres til fordel for arbejdsgiverne? I forlængelse heraf skulle der være stor debat om intern kultur, uddannelse af ansatte, ledelsesformer etc.

Jeg synes ganske simpelt at fremkomsten af whistleblower-ordninger er et udtryk for et system, der er sygt og har givet fortabt. Og uagtet at en whistleblower-ordning måske havde været at foretrække i forhold til den finansielle krise, så forstår jeg ganske simpelt ikke fraværet af kritiske røster.