h1

Bøffer på Twitter

november 18, 2009

Her for en fjorten dages tid siden modtog jeg via mail den glædelige nyhed om, at Jensens Bøfhus følger mig på Twitter. Ikke Noma, ikke Madeleines Madteater, ikke Kongs Hans eller Kiin Kiin – men Jensens Bøfhus. Med sloganet Store bøffer til små priser.

Hvordan mon man gør sig fortjent til sådan en follower? Har de luret, at jeg er glad for bøffer? At jeg er født og opvokset med dansk mad? At min kæreste engang er blevet kaldt “friturepigen” (ikke pga. størrelsen)? Eller har de opdaget, at jeg nu arbejder for OPUS, der har som erklæret formål at undersøge om nordiske fødevarer kan sikre en “Optimal trivsel, udvikling og sundhed for danske børn”?

Det er nok ingen af delene. Det er nok mest af alt endnu et markedsføringsstunt fra endnu en virksomhed på Twitter. Men altså – det virker ikke rigtigt.

Hvor glad jeg end er for mad, så skal der mere til, end nyheder om en “byg-selv”-burger til 69 kr til at abonnere på bøf-nyheder.

Det som så egentlig også undrer mig er, at de faktisk har 130 followers. Men så tjekkede jeg dem. Det er sexolog, VisitNordjylland og Dataministeret, der følger bøfhuset. Ja, og så så Trine Maria fra Social Square, der enten er helt tosset med billige bøffer eller interesseret i markedsføring via Twitter.

Men altså udover Trine Maria er det primært andre virksomheder og organisationer etc., som åbenbart ukritisk går efter det største antal followers. Det er altså lidt mærkeligt. Og Twitter er et lidt mærkeligt fænomen og medie. På mange måder har det ikke helt fundet sine ben at stå på.

På trods af Tweetdeck og alle mulige andre hjælpemidler, så risikerer man at blive overvældet af mængden af information via Twitter – og derved bliver kommunikationen temmelig mudret. Jeg er ikke ukritisk tilhænger. Og slet ikke ukritisk follower.

Så om igen, Jensen.

h1

En ny blog har set dagens lys

november 15, 2009

Ja, altså – det i sig selv er jo ikke så epokegørende. Er det ikke noget med 500 om dagen? Eller 500.000? Jeg kan ikke huske det. Men det er meget.

Men den blog jeg mener, er skrevet af min gamle kollega Jesper Andersen. Den hedder Ask About Social Media og dens formål er at give en introduktion til nye medier.

Nu er Jesper Andersen på samme tid et af de mest persistent (ordet smager bedre end ‘vedholdende’) og velmenende mennesker,  som jeg kender – så derfor er der nok en chance for, at bloggen bliver en succes. Men egentlig kunne man jo spørge sig selv om, om der ikke var nok af den slags blogs? Man kunne vel nok finde de første 100 danske? Og dernæst den første milliard amerikanske?

Desuden har jeg ikke set nogen spørgsmål på hans blog endnu. Og den er ELLERS flot sat op, og man kan selv ændre farverne.

Hmmmmm… Jesper – Du har jo også den der blog Start Snakken – og på den havde du engang en intention om at oprette en Ordbog over sociale medier. Er det her ikke bare en lækrere udgave af det samme?

Men altså – for lige at få det på det rene: Jeg ønsker dig alt det bedste med bloggen (og alt andet i øvrigt jo).

h1

Bloggen er misligholdt!

juni 26, 2009

Derfor kan du ikke forvente, at den bliver opdateret jævnligt. Jeg har nemlig fået nyt arbejde og skal kommunikere om OPUS og sundhed og ernæring og fødevarer og nordisk mad fra min stol på LIFE –  i stedet for alle mulige mærkelige ting fra min nu efterladte stol hos Mannov (og intet dårligt om det).

Når tingenes tilstand ændrer sig for denne blogs vedkommende, skal jeg nok give besked 🙂

God sommer.

K

h1

Løkke og DF i smukt parløb

april 15, 2009

Ja, undskyld mig – men ser det lige pt. ikke ud som, at det er Venstre og Dansk Folkeparti, der danner regering – og ikke Venstre og De konservative? Der bliver i hvert fald givet ualmindeligt  store lunser til DF i de her dage. Løkke har vist brug for arbejdsro på posten. Og da vi jo er på tærsklen til en valgkamp, så ved han, at uanset hvad han laver, så vil det møde kritik fra oppositionen (opfindsomt ikke?).

Nå, men her er to overskrifter fra dagens Politiken-web:

V og K uenige om kriminel lavalder

DF og V freder dagpenge og efterløn i krisen

Sig mig lige….. Hvad fanden sker der!!??? Det er da nogle ret centrale punkter, som Venstre indgår aftaler med DF om. Hvad angår punktet om en nedsættelse af den kriminelle lavalder, så overhaler V og DF pludselig De konservative indenom på retspolitikken, som ellers i mange år har været de konservatives særlige smertensbarn. Men nå DF er i billedet, kan det ikke blive stramt nok. Jeg synes ellers lige, at ham Løkke fremstod så menneskelig. 🙂

Jeg er klar over, at der naturligvis foregår en del på de indre linier – men på de ydre, så ser det umiskendeligt ud som om, Lars Løkke liiiige pt. har lidt for travlt med at gøre sig til for DF.

h1

Facebook-grupper rykker ikke en tøddel

marts 24, 2009

Er du fan af Facebook-siden “STOP VOLDEN MOD BØRN“, medlem af “Stop volden mod kvinder“, eller “Stop volden nu!!!“? Der er nok af muligheder, når det handler om at bakke op om en god sag på Facebook. Og det er også fint nok – du skal bare ikke regne med, det rykker noget….

Facebook-grupper hyldes i medierne

Der går stort set ikke en dag, uden at der er en artikel i avisen om en god sag, der har fået opbakning fra så og så mange medlemmer i en gruppe på Facebook. Jeg har spekuleret på, hvornår medierne blev trætte af at fortælle lige bestemt dén historie – men det lader ikke til at være sket endnu.  Og i forbindelse med skyderierne i København har skriverierne om Facebook-grupper fået endnu en opblomstring. Her kommer et antal af de nyeste historier:

Når jeg så sidder og kigger rundt i de her grupper, ifm. at skrive dette indlæg, så slår det mig, hvor mange grupper der er, som så IKKE slår igennem. Eksempelvis 10.000 for at stoppe skyderierne NU!! – med pt. 163 medlemmer. Eller begivenheden Stop skyderierne! OPTOG FRA BLÅGÅRDS PLADS TIRSDAG D. 31. MARTS KL. 17 – med pt. 56 tilmeldte. Uha. Mon politiet kan holde styr på de hærgende masser? Grupperne bruges også bare til at agere ølkasse for almindelige håbefulde danskere.

Facebook-grupper hyldes i medierne – ukritisk

I det mindste kan man jo håbe, at medierne forholder sig kritisk antallet af medlemmer i grupperne. Det lader dog til at være lidt småt med det. I hvert fald i Ekstra Bladets tilfælde – på trods af at chefredaktør Poul Madsen i forbindelse med en artikel på business.dk udtalte følgende:

“(…) Vi kunne ikke drømme om at benytte os af Facebook uden at anvende de samme journalistiske metoder, som vi gør med alt andet, og det er, at vi tjekker vores kilder. Vi viderebringer jo ikke ukritisk tal fra Facebook, ligesom vi ikke viderebringer tal fra Coca-Cola. Vi er journalister, og vi tjekker vores kilder, og det gør vi også i forhold til Facebook.”

Hmmm…..

Altså lad mig sige det sådan. Jeg har ikke i én eneste Facebook-artikel på ekstrabladet.dk set, at journalisten har taget forbehold i forhold til antallet af medlemmer af gruppen. Og der kunne eller være grund nok til det. Jeg har tidligere skrevet om et Lidt for imponerende antal danskere på Facebook – baseret på at Facebook-penetrationen var omkring 100% for de 19 – 25-årige. Nu er den så siden steget til 119 % for de 13 – 18-årige. Så der er noget, der tyder på, at nogle personer har flere profiler.

Det bakker eksempelvis Lisbeth Klastrup (der er lektor på IT-Universitetet) mig op i. I en længere artikel på politiken.dk skriver hun blandt andet:

“Det er f.eks. ikke utænkeligt, at flere unge vælger at have flere profiler, én, som deres forældre, familie, lærer osv. kan se, og en anden, som vennerne kan se. Ligesom der findes fiktive profiler – profiler for hunde og andre ’for sjov’-profiler, som sandsynligvis også tæller med i Facebooks statistik. “

Holdninger uden handlinger

Et helt andet eksempel, der også viser at vi skal have vores forbehold i forhold til Facebook-grupperne er casen om Storkespringvandet. Det handler om at Anders Colding-Jørgensen (der skriver på bloggen Virkeligheden) oprettede en gruppe på Facebook imod nedrivningen af Storkespringvandet. Gruppen fik mere end 27.000 støtter. Sagen var bare, at nedrivningen i virkeligheden var fiktiv, og at det hele drejede sig om et eksperiment ifm. et kursus på internetpsykologi, som Anders åbenbart underviser i. Det er ren lemming-effekt. Man melder sig ind uden at ane, hvad det handler om – og også uden føle nogen forpligtelse til at handle i forhold til sin holdningstilkendegivelse.

Konklusion

Facebook er en særdeles gratis måde at tilkendegive sin holdninger på – og jeg er efterhånden lidt træt af, at medierne forholdsvis ukritisk hylder de grupper, der dannes. Det betyder bestemt ikke, at der er noget dårligt i at melde sig ind i en eller anden Facebook-gruppe, der støtter op om et godt formål. Det gør jeg også selv enkelte gange. Men der burde altså snart ikke være meget nyhedsværdi tilbage, når man ser på, hvor lidt det egentlig rykker i virkeligheden – ud over et et fakkeloptog i ny og næ.

h1

AK81 Danmarks Nye Håb

marts 24, 2009

På Facebook kan man finde gruppen AK81 Danmarks Nye Håb. Den har pt. 618 medlemmer.

Håb!!!???? Jeg kan ikke være i min krop af bare grin….

(Nu håber jeg bare, at Jønke ikke har sat gang i en blogmonitorering…..)

h1

Brown is the new black

marts 19, 2009

På markedsføring.dk er der i dag en nyhed om at Nutella ligger på tredjepladsen på listen over de Facebook-.sider med flest medlemmer/fans. Cool….. 🙂 Med 3 millioner fans er Nutella kun overgået af Barack Obama, der har næsten 6 mio. og Coca Cola  med 3,3 mio. Så der er ikke langt til andenpladsen….

It makes me wonder….. Hvad er det, de tre her har til fælles som åbenbart appellerer til alle mennesker? Det er ikke, at de er fra USA, for Ferrero (der er Nutella-producenten) er baseret i Italien. Det er jo heller ikke, at de alle kan spises. Næh….

DE ER ALLE BRUNE!

Der en god sandsynlighed for at brunsviger ligger på fjerdepladsen…..