Posts Tagged ‘zeitgeist’

h1

Blogging: Totalt 2006-agtigt

november 12, 2008

Wired Magazine skriver, at Twitter, Flickr, Facebook Make Blogs Look So 2004. Blogs er ikke længere individets personlige platform, men i stedet overtaget  – og kvalt – af kommercielle kræfter; professionelle mediehuse eller lignende. Det viser Technoratis liste over de 100 mest populære blogs. Konklusionen i artiklen er, at blogs er et døende medie. Jeg læste det oprindeligt på Zeitgeist.

Nu kan mindre end top 100 på Technorati jo også gøre det. I hvert fald for mig. I hvert fald for alle de danske bloggere, som jo – qua sproget – alligevel ikke har en chance i helvede for at komme på den liste. Alle os vi skal hellere støtte os til en artikel på Adweek med titlen Save Your Career, Start a Blog. Den handler om, at når vi nu alle sammen bliver fyret her under den økonomiske krise, så er det bedste fundament, vi kan give os selv, at vi starter en blog.

Hmmmm….. Ja, hvad pokker skal man næsten tro. Man skal tro det, at:

  • Blogs er ikke døde – eller på vej til at dø. Der kommer stadig millioner af nye blogs frem. Både i Danmark og på verdensplan.
  • De indflydelsesrige blogs er ikke dem med personlige betragtninger fra hverdagen. Og det har det jo aldrig rigtig været. De indflydelsesrige blogs har næsten alle som en karakter af at være en form for kommercialiseret nyhedsmedie.
  • Blogging er ganske rigtigt lidt 2004-agtigt. Eller måske 2006-agtigt i Danmark. På samme måde som Facebook er lidt 2007-agtigt. Mærker du ikke kvalmepunktet nærme sig over sidstnævnte medie?
  • “Corporate blogging” er IKKE svaret på alle virksomheders kommunikative udfordringer.
  • Du kan ikke få et nyt job ved at blogge. Men når du søger et nyt job, så kan du henvise til din blog, hvor du skriver kloge ting.
  • Hvis du vil lave en blog med personlige betragninger, så kan du kun blive inspireret (og i hvert fald få NOGEN faste læsere) ved at kigge på de to her: Juniorama og Hold Kæft-manden.

 Så tro på mig og hverken på Wired, Adweek eller julemanden 🙂