Whistleblower – når systemet har givet fortabt

Hvad er det, der sker for tiden med de der whistleblower-historier? Efter bankkrakket virker det som om, at alle større virksomheder med respekt for sig selv skal have en “whisteblower-linie”, hvor ansatte kan ringe ind for anonymt at angive deres kolleger. Blandt andet har Danske Bank oprettet en whistleblower-linie.

Formålet er at stoppe vilde lån og tvivlsomme investeringer. Også Vestas har en sådan ordning – men ifølge denne artikel på business.dk er der faktisk mere “end 50 danske virksomheder [der] står i kø for at få godkendt deres whistleblower-ordning, så de i tide kan opdage korruption, bestikkelse, miljøforurening samt vold eller seksuelle overgreb mod ansatte.” Godkendelsen skal hentes hos Datatilsynet. De skal sikre, at Persondataloven overholdes. 

Jeg mener, en whistleblower-ordning – eller en sladrehanksordning, som det også kaldes – er et udtryk for at systemet har spillet fallit. Det ligger næsten i ordet sladrehank.

Jeg forstår sådan set godt bevæggrunden: Man har set masser af eksempler på, at ansatte i erhvervslivet ikke kan håndtere deres store ansvar. Som Vestas selv skriver, så handler det om at opdage “opdage uregelmæssigheder eller upassende opførsel på arbejdspladsen“.

Men jeg kan simpelthen ikke beskrive, hvor meget den formulering får det til at krybe ned af ryggen på mig. Pt. læser jeg en (i øvrigt rigtig god) bog, der hedder Barn nr. 44 af Tom Rob Smith. Den foregår i 1958 i Stalintidens Rusland. Der skulle man også angive hinanden, når man så upassende opførsel.

Jeg er godt klar over, at sammenligningen er totalt langt ude. Men uagtet det – så forstår jeg ikke, at det eneste Arbejdsmarkeds-Etisk Råd diskuterer er:

1. om offentligt ansatte har samme rettigheder som privatansatte
2. ytringsfrihed ift. loyalitetspligt over arbejdsgiveren
3. klare udmeldinger fra ledelsen og overskuelige procedurer.
4. Og på business.dk er det om Datatilsynets regler er for restriktive.

Angiverkultur

Hvorfor diskuterer Arbejdsmarkeds-Etisk Råd ikke oprettelsen af en angiverkultur og det problematiske aspekt i, at virksomhederne opretter ordninger, hvor de ansatte kan sladre anonymt hinanden?

Hvorfor diskuteres det ikke, om den kultur der skabes på arbejdspladsen er hensigtsmæssig for alle parter – eller om disse ordninger kun etableres til fordel for arbejdsgiverne? I forlængelse heraf skulle der være stor debat om intern kultur, uddannelse af ansatte, ledelsesformer etc.

Jeg synes ganske simpelt at fremkomsten af whistleblower-ordninger er et udtryk for et system, der er sygt og har givet fortabt. Og uagtet at en whistleblower-ordning måske havde været at foretrække i forhold til den finansielle krise, så forstår jeg ganske simpelt ikke fraværet af kritiske røster.

Mere forudsigelig kritik af pr

Ovre på The Constant Beta Blog har Morten Saxnæs fortsat “bloggernes” efterhånden lidt forudsigelige kritik af pr-branchen. Det tager udgangspunkt i den fortsatte diskussion om forholdet mellem bloggere og pr-branchen – nu på baggrund af business.dk’s artikel om at Bloggere kan blive millionærer.

Business.dk skriver:

Amerikanske PR-bureauer har sågar specialiseret sig i at lave pressemeddelelser specifikt henvendt til bloggerne – nøjagtig på samme måde, som de danske kommunikationsbureauer henvender sig til journalister for at plante historier for forskellige virksomheder.

Hertil svarer Morten:

Det er lidt skræmmende at journalisten ikke har oplevet, at der den sidste har været et skift i måden hvorpå man kontakter både bloggere og journalister. Er Danmark virkelig så langt bagud, at PR bureauer stadigvæk holder fast i den traditionelle pressemeddelelse og ikke målretter dem til deres modtager? Jeg er ikke journalist, men hvordan kan man som PR medarbejder spamme en hel redaktion eller bloggersfære?

Hertil svarer jeg:

Ja, jeg kan afsløre, at pr-bureauer stadig udsende pressemeddelelser!!!!! Det optimale ville naturligvis være, at jeg tog personlig kontakt til alle landets erhvervsjournalister, lokalt, regionalt og nationalt, hver gang jeg havde en historie for en kunde – men det gør jeg ikke.

I forlængelse heraf, kan jeg afsløre (for dem der ikke er journalister eller pr-medarbejdere), at det blandt andet skyldes, at budgetter kan være små og store – og det samme kan historier. Der kan også være forventninger fra kunden om at nå 100 medier – og der kan være forventninger om en solohistorie. Og når man kan “spamme en hel redaktion eller bloggersfære”, så sker det via redaktionsmailen – som mange journalister er rigtig glade for eksisterer (for ellers ville de have indbakken fyldt endnu mere hver eneste dag).

Jeg medgiver, at nogle pr-bureauer kan have en tendens til at udsende pressemeddelelser som en ren rygradsreaktion – og det er dårligt pr-arbejde, hvis det ikke tager udgangspunkt i kundens behov. Samtidig er der bestemt en bevægelse hen imod, at man målretter sin henvendelse mest muligt. Og sådan bør det også være.

Men det forsvinder pressemeddelesen ikke af – hverken i USA eller i Danmark og hverken til bloggere eller journalister. Og årsagen til det, er (kan jeg afsløre) , at den OGSÅ har en funktion.