DR varetager ikke barnets tarv.

Så du dokumentaren Forældrekrig på DR onsdag d. 17. om aftenen? Den medførte en heftig debat i medierne. Mest i forhold til Forældreansvarsloven – men også i forhold til DR’s ansvar overfor de medvirkende, når de går så tæt på i forhold til en ulykkelig en situation som en skilsmisse.

 Konflikten mellem forældrene

Programmet handlede i korthed om “eksparret” Heidi og Henrik, der var gift i 6 år og som fik Mads og Mette sammen, inden de blev skilt i 2003. Forældrene har så kæmpet om deres to børn siden skilsmissen, været i retten 4 gange og en ændring i Forældreansvarsloven i 2007 gjorde det muligt for far-Henrik at gøre et nyt forsøg på at få del i forældremyndigheden over Mette, som i dag er 9 år. Forældremyndigheden ligger altså hos moren. I 2/3 af hendes liv har forældrene kæmpet om Mette. Det er så længe, hun har været bevidst om noget som helst.

 

Mette grædende på gyngen. Billede fra udsendelsen (og fra Politiken).

Diskussionen i forhold til DR’s ansvar går på, om det var en forsvarlig (etisk korrekt) måde, som den skilsmisseramte pige Mette blev fremstillet på i dokumentaren. De radikales retsordfører Lone Dybkær er stærkt kritisk overfor DR’s måde at skildre pigen på. Hun siger blandt andet:

“Det er etisk dybt forkasteligt, at DR udstiller denne lille pige. At DR vælger at gøre hele Danmarks befolkning bekendt med pigens psykiske problemer forværrer blot hendes situation.” 

 Hjerteskærende

Programmet var hjerteskærende. Forældrenes manglende evne til at sætte barnets behov øverst (selvom det var det argument, de brugte) skreg til himlen. Mette der løber væk fra sin far; Mette der siger, at hun ikke vil vælge mellem forældrene; forældre der afleverer udenfor døren uden at kunne hilse på hinanden; storebroren Mads på 12, der fremstår langt mere voksen end faren og forsøger at beskytte Mette; faren der er sådan lidt tossegod, affarvet, storrygende ultra-sønderjyde; moren der fremstår lidt kontrolleret, med et helt andet styr på tilværelsen end faren. Selvom jeg ikke tror, det var programmets intention, kunne jeg ikke undgå at føle en smule sympati for faren. “Systemet” favoriserer ofte moderrollen i disse sager. 

 Problemet i loven

Nå, men….. DR har med programmet sat fokus på en væsentlig problematik. Det ene er, at umulige forældre kan idømmes fælles forældremyndighed. Dette går særdeles dårligt i spænd med forældre som Heidi og Henrik, der overhovedet ikke kan samarbejde. Det andet er, at der i højere grad skal tages hensyns til børnenes ønsker. Det er egentlig som udgangspunkt et positivt tiltag. Men det bliver et problem, når det betyder – som i det skildrede tilfælde – at barnet selv skal tage ansvar for at vælge den ene forælder fra. Det er jo en helt, helt urimelig situation at stille barnet i. Børnene skal høres – men det endelige ansvar skal ligge hos forældrene. Men i denne situation var forældrene uansvarlige. 

En grædende Mette

Programmet førte naturligvis med det samme til at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har været klar på at ændre i loven. Intet kan få en politiker så hurtigt op af stolen som et godt tv-program og en medfølgende enkeltsag. Så programmets tilrettelægger, Lisbeth Dilling har altså haft held med sit forehavende: Med et godt skåret program, har hun rørt ved en politisk dagsorden. Men var det ok at udstille en grædende Mette på gyngen for at gøre opmærksom på denne problematik? Helliger målet midlet? Ja, altså ifølge dokumentarchefen i DR Steen Jensen, så ja. Han argumenterer på følgende vis:  

“Gennem hele forløbet har vi haft en tæt dialog med forældrene og børnene. Den dokumentar, vi viste i går, er blevet godkendt fra ende til anden af de medvirkende forældre og børn. Vi mener derfor, vi har etikken helt i orden.” 

Problemet i DR

Mit svar på det er: No fucking way – og det må du kunne gøre bedre, Steen. For kan det virkelig passe, at jeg hører Steen dække sig ind bag den part (forældrene), som helt tydeligt har bevist, at de IKKE har været i stand til at varetage børnenes tarv? Er det argument nok? Betyder det dermed, at DR ikke selv foretager en kvalificeret vurdering af, hvad der er fornuftigt at udstille for alle landets borgere? Og så anklager Steen Jensen oven i købet Lone Dybkær for at fjerne debatten fra “det overordnede” – det vil sige barnets tarv. Er konsekvensen af Steens argument, at det er ok at “ofre” Mette for en højere sag? Eller skal man altid varetage det enkelte barns tarv?

Man kan spørge sig selv, om målet helliger midlet. Det kan diskuteres. Men man kan ikke diskutere, om DR varetager det enkelte barns tarv. For det gør DR ikke.

Nick Hækkerup som pædofil på Youtube

Nick Hækkerup som pædofil og skatteminister Kristian Jensen som manden bag et dobbelt knivdrab i Aalborg.

Det er to af historierne i en video på Youtube, der er et særdeles velfingeret sammenklip af DR’s TV-Avis. Videoen skal nok få mange klik, den skal nok få opmærksomhed i de traditionelle medier (BT har den allerede), DR rasler med sablerne og det samme gør formentlig også partiapparatets advokater .

Kunstneren Mads Steen, som har produceret videoen, siger i et interview i BT: “Alt hvad der er skævt og anderledes får kniven eller bliver rengjort i én stor dansk rengøring. Hvadenten det er Christiania, Ungdomshuset, demonstranter eller drankerne på bænken. Men den er også produceret fordi jeg syntes det kunne være sjovt, og jeg morede mig rigtig godt, da jeg lavede den.”

“Rigtige” intentioner: Fejlslagent udtryk

Uagtet at jeg sådan set er enig i hans indledende synspunkt, så er sjov lige bestemt, hvad videoen IKKE er. Det er ikke “sjovt” at udstille vores skatteminister som dobbelt drabsmand, hvad end man så mener om ham. Og det er endnu mindre “sjovt” at udstille Nick Hækkerup som pædofil (Til gengæld kan jeg dog godt se humoren i, at Kurt Westergaard har fået tæsk af en sheik, og at Lene Espersen vil afvikle Syddanmark. Forskellen er vel, at begge påstande har relation til personernes reelle virke).

Formålet med videoen står mig også noget uklart. Tydeligvis er den i opposition til “magthaverne” i bred forstand, og den dagsorden som “magthaverne” sætter. Men da videoen klart går over stregen, er der ingen tvivl om, hvad resultatet vil være: En samlet afstandstagen fra folkestyrets repræsentanter (incl. Enhedslisten) – og derfor er der i sidste ende ikke nogen tvivl om, hvis sag det gavner: “Magthavernes”.

Men “polistisk joke med glimt i øjet”? No way. Videoen er et fuldstændig fejlslagent udtryk for nogle “rigtige” intentioner – der udmønter sig i upassende, dårlig humor, uden evnen til at balancere på knivsæggen mellem det grove og det sjove.

 Se den her (så længe det varer):