Pittelkows sammenhængskraft

Ralf Pittelkow

Ralf Pittelkow benyttede den 23. juni VM som afsæt til at skrive et debatindlæg i JP om sammenhængen mellem det franske landsholds fiasko ved VM og så sammenhængskraften i det franske samfund. Pittelkow skriver blandt andet, at det ”hold, som i år har bragt Frankrig i vanære, står som et symbol på, at der er gået noget alvorligt galt med integrationen“. Påstanden er, at holdets problemer er et udtryk for, at samfundssindet er væk og herfra går tråde ”til udviklingen i det franske samfunds indvandrertunge forstæder”.

Tysklands sammenhængskraft 

Det er jo en temmelig interessant tese. Til en start kan vi jo til sammenligning kigge på Tyskland, der både i dag og historisk set har haft massive udfordringer i forhold til den nationale sammenhængskraft. Deres landshold er et værre etnisk miskmask med 11 spillere i truppen, der har en hel eller delvis anden etnisk baggrund end tysk: Klose, Trochowski og Podolski kunne spille for Polen, Boateng for Ghana, Cacau for Brasilien, Özil for Tyrkiet etc. Overfører man derfor Pittelkows tese, så burde sagen være klar: Sportslig fiasko. Overraskende nok har Tyskland set over en kam været fremragende og spiller jo i aften semifinale mod Spanien. Hmm….   

Danmarks sammenhængskraft

Alligevel vil jeg dog gerne lave et par yderligere efterprøvninger af Pittelkows tese om, at landsholdet afspejler et lands sande tilstand. For Danmark røg jo tidligt ud af VM – spillede desuden helt elendigt og uden styring hverken på banen eller på bænken. Udfordringer var der nok af – løsningsmuligheder ganske få. Dette stemmer jo utrolig godt overens med, at vi har en regering, der står historisk svagt og har endog meget svært ved at agere ledestjerne i forhold til de udfordringer samfundet står overfor. Her holder Pittelkows tese således.   

En skjult pagt…..?

Desværre er det svært at sige noget om vores indvandrerpolitik ud fra landsholdets præstation, da det stort set består af etniske danskere. Til gengæld kunne man jo spekulere på, om Morten Olsen har indgået en fælles overenskomst med Pittelkow, inden han besluttede at lade 2. g’erne Rajko Lekic og Bajram Fetai ryge ud af bruttotruppen. For så i stedet at satse på Christian Eriksen og Thomas Enevoldsen og William Kvist Jørgensen. Det kan jo være fordi, makkerparret Olsen/Pittelkow (!?) ikke ville risikere at en pauver indsats fra landsholdet skulle sættes i sammenhæng med Danmarks pauvre indvandrerpolitik.   

En yngre(!) udgave af landsholdet

 

Landsholdet på detailniveau

1: UdkantsDanmark

Går man lidt længere ned på detail-niveau, bliver man faktisk kun bestyrket i, at Pittelkow har ret.

Lad os starte med Morten Olsen selv. Han er fra Vordingborg. Samtidig var landsholdet var jo noget tyndt besat, og Morten valgte at lade de gamle kræfter trække læsset. Det er et klart udtryk for de tilsvarende problemer i Udkantsdanmark: Der kommer ikke nye ressourcer til, og den intellektuelle (spillemæssige) ressource er for nedadgående.  

2: Manglende målstyring på Vestegnen

Og kigger vi så på angriberne Jon Dahl og Søren Larsen, så var deres manglende skarphed i front udtalt. De er begge Køge. Det skal ganske simpelt ses som et udtryk for, at målstyringen i kommunerne på den københavnske vestegn, hvad angår økonomi og integration har været udpræget svag. Man har ganske simpelt sat overliggeren for højt.   

3: En bedaget købsstad  i det nordjyske

Så er der jo også Jesper Grønkjær – han er fra Thisted. Han er ved at være lidt halvgammel og mangler tidligere tiders evne til at gøre en helt afgørende forskel på internationalt niveau. Det er et klart udtryk for, at Thisted har overlevet sig selv; haft sin storhedstid som købstad, og positionen nu trues af Skive og måske ligefrem Blokhus?    

4: En region i problemer   

Yderligere er der Jakob Poulsen, der med sin fortid i Næsbjerg i Sydvestjylland jo om nogen personificerer landsholdets (og AGF’s) nedtur. Vi hører jo ikke om andet end skolelukninger og hospitalslukninger, incest-sager og fraflytning af de højtuddannede fra det sydlige Danmark. Jakob Poulsen er tydeligvis direkte eksponent for regionens nedtur.   

5: Nordsjællandsk vækst   

Modsat har vi jo Mikkel Beckmann, der godt nok spiller i Randers FC, men som jo startede karrieren i Brede og senere Lyngby nord for København. Som landsholdets ”coming man” symboliserer han vækst og fremtid – det samme som området, hvor han stammer fra.   

Se – hvis man nu var Pittelkow, så kunne man se den slags sammenhænge overalt og spekulere på rigtig meget. Fodbold burde man dog undlade at spekulere på.

DR varetager ikke barnets tarv.

Så du dokumentaren Forældrekrig på DR onsdag d. 17. om aftenen? Den medførte en heftig debat i medierne. Mest i forhold til Forældreansvarsloven – men også i forhold til DR’s ansvar overfor de medvirkende, når de går så tæt på i forhold til en ulykkelig en situation som en skilsmisse.

 Konflikten mellem forældrene

Programmet handlede i korthed om “eksparret” Heidi og Henrik, der var gift i 6 år og som fik Mads og Mette sammen, inden de blev skilt i 2003. Forældrene har så kæmpet om deres to børn siden skilsmissen, været i retten 4 gange og en ændring i Forældreansvarsloven i 2007 gjorde det muligt for far-Henrik at gøre et nyt forsøg på at få del i forældremyndigheden over Mette, som i dag er 9 år. Forældremyndigheden ligger altså hos moren. I 2/3 af hendes liv har forældrene kæmpet om Mette. Det er så længe, hun har været bevidst om noget som helst.

 

Mette grædende på gyngen. Billede fra udsendelsen (og fra Politiken).

Diskussionen i forhold til DR’s ansvar går på, om det var en forsvarlig (etisk korrekt) måde, som den skilsmisseramte pige Mette blev fremstillet på i dokumentaren. De radikales retsordfører Lone Dybkær er stærkt kritisk overfor DR’s måde at skildre pigen på. Hun siger blandt andet:

“Det er etisk dybt forkasteligt, at DR udstiller denne lille pige. At DR vælger at gøre hele Danmarks befolkning bekendt med pigens psykiske problemer forværrer blot hendes situation.” 

 Hjerteskærende

Programmet var hjerteskærende. Forældrenes manglende evne til at sætte barnets behov øverst (selvom det var det argument, de brugte) skreg til himlen. Mette der løber væk fra sin far; Mette der siger, at hun ikke vil vælge mellem forældrene; forældre der afleverer udenfor døren uden at kunne hilse på hinanden; storebroren Mads på 12, der fremstår langt mere voksen end faren og forsøger at beskytte Mette; faren der er sådan lidt tossegod, affarvet, storrygende ultra-sønderjyde; moren der fremstår lidt kontrolleret, med et helt andet styr på tilværelsen end faren. Selvom jeg ikke tror, det var programmets intention, kunne jeg ikke undgå at føle en smule sympati for faren. “Systemet” favoriserer ofte moderrollen i disse sager. 

 Problemet i loven

Nå, men….. DR har med programmet sat fokus på en væsentlig problematik. Det ene er, at umulige forældre kan idømmes fælles forældremyndighed. Dette går særdeles dårligt i spænd med forældre som Heidi og Henrik, der overhovedet ikke kan samarbejde. Det andet er, at der i højere grad skal tages hensyns til børnenes ønsker. Det er egentlig som udgangspunkt et positivt tiltag. Men det bliver et problem, når det betyder – som i det skildrede tilfælde – at barnet selv skal tage ansvar for at vælge den ene forælder fra. Det er jo en helt, helt urimelig situation at stille barnet i. Børnene skal høres – men det endelige ansvar skal ligge hos forældrene. Men i denne situation var forældrene uansvarlige. 

En grædende Mette

Programmet førte naturligvis med det samme til at både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har været klar på at ændre i loven. Intet kan få en politiker så hurtigt op af stolen som et godt tv-program og en medfølgende enkeltsag. Så programmets tilrettelægger, Lisbeth Dilling har altså haft held med sit forehavende: Med et godt skåret program, har hun rørt ved en politisk dagsorden. Men var det ok at udstille en grædende Mette på gyngen for at gøre opmærksom på denne problematik? Helliger målet midlet? Ja, altså ifølge dokumentarchefen i DR Steen Jensen, så ja. Han argumenterer på følgende vis:  

“Gennem hele forløbet har vi haft en tæt dialog med forældrene og børnene. Den dokumentar, vi viste i går, er blevet godkendt fra ende til anden af de medvirkende forældre og børn. Vi mener derfor, vi har etikken helt i orden.” 

Problemet i DR

Mit svar på det er: No fucking way – og det må du kunne gøre bedre, Steen. For kan det virkelig passe, at jeg hører Steen dække sig ind bag den part (forældrene), som helt tydeligt har bevist, at de IKKE har været i stand til at varetage børnenes tarv? Er det argument nok? Betyder det dermed, at DR ikke selv foretager en kvalificeret vurdering af, hvad der er fornuftigt at udstille for alle landets borgere? Og så anklager Steen Jensen oven i købet Lone Dybkær for at fjerne debatten fra “det overordnede” – det vil sige barnets tarv. Er konsekvensen af Steens argument, at det er ok at “ofre” Mette for en højere sag? Eller skal man altid varetage det enkelte barns tarv?

Man kan spørge sig selv, om målet helliger midlet. Det kan diskuteres. Men man kan ikke diskutere, om DR varetager det enkelte barns tarv. For det gør DR ikke.

Nick Hækkerup som pædofil på Youtube

Nick Hækkerup som pædofil og skatteminister Kristian Jensen som manden bag et dobbelt knivdrab i Aalborg.

Det er to af historierne i en video på Youtube, der er et særdeles velfingeret sammenklip af DR’s TV-Avis. Videoen skal nok få mange klik, den skal nok få opmærksomhed i de traditionelle medier (BT har den allerede), DR rasler med sablerne og det samme gør formentlig også partiapparatets advokater .

Kunstneren Mads Steen, som har produceret videoen, siger i et interview i BT: “Alt hvad der er skævt og anderledes får kniven eller bliver rengjort i én stor dansk rengøring. Hvadenten det er Christiania, Ungdomshuset, demonstranter eller drankerne på bænken. Men den er også produceret fordi jeg syntes det kunne være sjovt, og jeg morede mig rigtig godt, da jeg lavede den.”

“Rigtige” intentioner: Fejlslagent udtryk

Uagtet at jeg sådan set er enig i hans indledende synspunkt, så er sjov lige bestemt, hvad videoen IKKE er. Det er ikke “sjovt” at udstille vores skatteminister som dobbelt drabsmand, hvad end man så mener om ham. Og det er endnu mindre “sjovt” at udstille Nick Hækkerup som pædofil (Til gengæld kan jeg dog godt se humoren i, at Kurt Westergaard har fået tæsk af en sheik, og at Lene Espersen vil afvikle Syddanmark. Forskellen er vel, at begge påstande har relation til personernes reelle virke).

Formålet med videoen står mig også noget uklart. Tydeligvis er den i opposition til “magthaverne” i bred forstand, og den dagsorden som “magthaverne” sætter. Men da videoen klart går over stregen, er der ingen tvivl om, hvad resultatet vil være: En samlet afstandstagen fra folkestyrets repræsentanter (incl. Enhedslisten) – og derfor er der i sidste ende ikke nogen tvivl om, hvis sag det gavner: “Magthavernes”.

Men “polistisk joke med glimt i øjet”? No way. Videoen er et fuldstændig fejlslagent udtryk for nogle “rigtige” intentioner – der udmønter sig i upassende, dårlig humor, uden evnen til at balancere på knivsæggen mellem det grove og det sjove.

 Se den her (så længe det varer):

Løkke og DF i smukt parløb

Ja, undskyld mig – men ser det lige pt. ikke ud som, at det er Venstre og Dansk Folkeparti, der danner regering – og ikke Venstre og De konservative? Der bliver i hvert fald givet ualmindeligt  store lunser til DF i de her dage. Løkke har vist brug for arbejdsro på posten. Og da vi jo er på tærsklen til en valgkamp, så ved han, at uanset hvad han laver, så vil det møde kritik fra oppositionen (opfindsomt ikke?).

Nå, men her er to overskrifter fra dagens Politiken-web:

V og K uenige om kriminel lavalder

DF og V freder dagpenge og efterløn i krisen

Sig mig lige….. Hvad fanden sker der!!??? Det er da nogle ret centrale punkter, som Venstre indgår aftaler med DF om. Hvad angår punktet om en nedsættelse af den kriminelle lavalder, så overhaler V og DF pludselig De konservative indenom på retspolitikken, som ellers i mange år har været de konservatives særlige smertensbarn. Men nå DF er i billedet, kan det ikke blive stramt nok. Jeg synes ellers lige, at ham Løkke fremstod så menneskelig. 🙂

Jeg er klar over, at der naturligvis foregår en del på de indre linier – men på de ydre, så ser det umiskendeligt ud som om, Lars Løkke liiiige pt. har lidt for travlt med at gøre sig til for DF.

Beskyt individet i det digitale samfund

Man forsøger i Norge, men ikke i Danmark….

I Norge har man noget, der hedder Personvernskommisjonen. Det vil sige en kommission, der arbejder med personbeskyttelse. Centralt for kommissionens arbejde er at “… at kvart [hvert] einskilt menneske er ukrenkjeleg og har krav på respekt frå andre menneske, for eigen integritet og for fred i sitt privatliv.” Personvernskommisjonen er nedsat af den norske regering i 2007, og baggrunden for kommissionen “er ei stadig aukande [øgende] registrering og bruk av person­opplysningar innafor alle sektorar, offentleg/privat og nasjonalt/internasjonalt.”

Denne kommission har just udarbejdet en ny rapport, “Individ og Integritet: Personvern i det digitale samfundet“. Formålet med rapporten er “å gi en oversikt over hvilke utfordringer personvernet står overfor i dagens samfunn og samtidig vurdere hvordan personvernet bør ivaretas i møte med andre og ofte motstridende hensyn og verdier. Kommisjonen ble også bedt om å kartlegge og evaluere eksisterende virkemidler for ivaretakelse av personvernet og eventuelt fremme forslag til nye prinsipper og virkemidler.” Rapporten er afleveret til den norske Fornyings- og administrasjonsminister (hvad pokker det mon dækker over….) og indeholder blandt andet en række anbefalinger til det norske Datatilsyn og Forbrugerråd.

Personvernskommisjonens rapport fylder 300 sider.  Til sammenligning har Datatilsynet udarbejdet disse 10 anbefalinger til beskyttelse af privatlivets fred i sociale netværkstjenester. Konklusionen på det giver sig selv, synes jeg.

I rapporten kan man blandt andet læse følgende anbefalinger:

Vurder gyldigheden af de aftaler, man som bruger indgår med eksempelvis Facebook op i mod norsk lov

“Tilbydere av ulike nettbaserte informasjonstjenester, med Facebook og Google som de fremste eksemplene, forsøker å regulere personvernfeltet gjennom eksplisitte avtaler som inngås mellom selskapene og de som bruker selskapenes tjenester.

Disse avtalene inngås gjerne gjennom såkalt «click-wrap» (samtykke, samt at vilkårene i avtalen er gjennomlest og forstått, bekreftes ved at brukeren «klikker» med en dertil egnet innretning på en virtuell «knapp»), eller gjennom implisitt samtykke (en plakat på et passende sted informerer brukeren om at ved å gjøre bruk av tjenesten tilkjennegir brukeren at han samtykker i bestemte vilkår).

Disse avtalene er ofte urimelige sett fra brukerens ståsted. Som regel innebærer de blankoavskriving av ulike rettigheter, inklusive personvernrettigheter, og de inneholder klausuler som gir tjenesteyter rett til når som helst å endre avtalen. Etter Personvernkommisjonens oppfatning kan det stilles spørsmål ved om disse avtalene er gyldige, og vi vil oppfordre Forbrukerrådet til å gjøre en gjennomgang av avtalene knyttet til de mest populære tjenestene (eks.: Facebook, Gmail) for å vurdere lovligheten opp mot norsk lov, og hva som kan gjøres dersom disse avtalene strider mot norsk lov.”

Opret en tjeneste, der kan hjælpe, hvis man bliver krænket på nettet

“Personvernkommisjonen foreslår i denne forbindelse at det som en prøveordning kunne etableres en tjeneste bemannet med en person med teknisk kompetanse som kan bistå de som får sitt personvern på nettet krenket i oppgavene med å identifisere og oppnå kontakt med ansvarssubjekt og med bruk av selvbetjente slettetjenester.”

 Synlige etater på nettet

“Kommisjonen anbefaler at offentlige etater med barn og unge som målgruppe er til stede med egne profiler i nettsamfunn som Facebook og Nettby. Kommisjonen oppfordrer Datatilsynet og Barneombudet til å utrede hvordan virtuell tilstedeværelse på ymse sosiale arenaer på nettet kan integreres i etatenes informasjons-og veiledningsarbeide rettet mot barn og unge.”

 Udarbejd en medieansvarlov

“Kommisjonen foreslår at det utformes en egen medieansvarslov som definerer roller og fastslår ansvar for alle typer media, dvs. både tradisjonelle forhåndsredigerte media, og de nye, elektroniske brukerstyrte og brukerutgitte massemedia og publiseringsarenaer (dvs. blogger og personlige hjemmesider).”

Man kan ikke overføre disse anbefalinger direkte til Danmark. Men behovet for kommissionen er (blandt andet grundet den enorme udbredelse af Facebook) mindst lige så stort i Danmark, som det har været i Norge. Så MIN anbefaling til diverse partiers medieordførere (Venstres Ellen Trane Nørby, De konservatives Kulturminister Carina Christensen, Socialdemokraternes Mogens Jensen, SF’s Holger K. Nielsen, De Radikales Jørgen Poulsen, DF’s Karin Nødgaard): 

Få regeringen til at nedsætte en lignende kommision. Det er strengt nødvendigt, at den danske regering tager beskyttelsen af individets interesser i et digtalt (og grænseløst) samfund alvorligt.

Og slutteligt skal jeg huske at gøre opmærksom på Colt Kommunikasjons blog, hvor jeg oprindeligt fandt et indlæg om rapporten.

25 år med Pia Kjærsgaard

I min “tagline” ovenfor står der, at denne blog også handler om politik. Det har der nu ikke været meget af hidtil. Men da Pia Kjærsgaard i går fejrede sit 25 års jubilæum som medlem af Folketinget, er det jo oplagt at begynde at politisere lidt.

I anledningen af hendes jubilæum stod der en del i medierne, og også i Deadline blev temaet diskuteret. Så vi har altså haft 25 år med hende her:

 

Pia K i uvante klæder

Sidste valg. Pia K. var igen på vinderholdet. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Pia K fejrer noget

Man kan jo synes om hende, hvad man vil. Jeg selv er ikke synderligt begejstret, men dygtig det er hun. Og der er ikke mange politikere, som har så meget magt, som kan udtrykke sig så klart, og som så mange ved hvem er.

I Deadline havde de hevet tre af Danmarks kloge hoveder og politiske kommentatorer ind for at diskutere hendes og Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Det var Ole Birk Olesen, ansvarshavende redaktør fra 180 grader, Erik Meier Carlsen fra Information og Rune Engelbreth, medstifter af tidsskriftet Faklen og nu klummeskribent ved Politiken.

Og to ud af tre begik den klassiske intellektuelle (og arrogante) brøler at nedgøre Pia Kjærsgaards politiske projekt. Jeg var dybt skuffet – særligt over Ole Birk Olsen, hvorimod Rune Engelbreth ofte står for sådan nogle ret ekstreme og ensidige udmeldinger. Erik Meier Carlsen er jo derimod en klog mand 🙂

Fejlen der blev begået var at påstå, at fundamentet for Dansk Folkepartis succes er dets principløse politik. Argumentet var, at det eneste faste holdepunkt i DF’s politik er partiets udlændingepolitik. Påstanden kan i sig selv sådan set være rigtig nok. Sagen er bare, at på punktet “principløshed” adskiller DF sig ikke fra de øvrige partier – og dermed er det ikke dét, der gør DF unik. Lad mig i flæng nævne Venstres forhold til liberalisme, velfærdsstat og den offentlige sektor, Socialdemokraternes forhold til udlændingepolitikken, SF’s forhold til EU-politikken og de radikales forhold til 24-årsreglen.

På alle områder har partiernes holdninger har ændret sig markant og principielt. At påstå at DF er mere principløse end de øvrige partier er derfor noget sludder. DF er i stedet et populistisk parti med en helt unik evne til at navigere efter folkestemninger og enkeltsager. Således ledes DF af realpolitikere  – i øvrigt i stil med alle de øvrige partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten).

Derfor er Ole Birk Olesens og Rune Engelsbreths påstand grundløs. Og desuden er den irriterende bedrevidende og typisk for visse dele af det akademiske bedre borgerskab. Konsekvensen af denne påstand er i øvrigt endnu mere støtte til Pia Kjærsgaard – fordi den sætter Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti i opposition mod det som de (med rette?) betragter som den bedrevidende magtelite  – og som de foragter og af al magt ønsker at bekæmpe.

Pia Kjærsgaards succes bunder derfor i populisme (og evnen til at kommunikere) – men ikke i principløshed. Og Ole Birk Olesen og Rune Engelbreth har i deres arrogance lige bekræftet DF og dets støtter i nødvendigheden af partiets eksistens.

Grafitti hjalp Obama til sejren

Der har været meget snak om, at sociale (digitale) medier hjalp Obama til sejren. Måske ikke særligt på grund af medierne i sig selv, men på grund af Obamas unikke forståelse af sin målgruppe. Det tror jeg ikke på.

Efter at have været på fotosafari i en af Københavns mest populære grafitti-haller, kan jeg hermed dokumentere, at det uden tvivl var den unikke og helhjertede opbakning blandt – formentlig danske – grafittimalere, der var den afgørende faktor for, at vi snart får en amerikansk præsident, der er noget så særligt som etnisk minoritet. So here it goes for Obama-tagging:

Obama-support 1

Bama-support 2

Obama-support 3 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Obama-support 4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Obama-support 5 (+fremmed mand)

 Så det……

Opdateret en halv time senere: Hvornår er det for i øvrigt sidst sket, at grafitti-“dudes” har tagget navnet på en amerikansk præsident UDEN at der har stået “Fuck” foran….?

Greenpeace får JFK til at lyde som en grøn mand

På Markedsføring kan man i dag læse, at Greenpeace har brugt John F. Kennedy til deres nye kampagne Energy [R]evolution. Greenpeace har fået skruet en video sammen, hvor JFK holder en tale om at miljø og klima er vor tids største globale udfordring. Jeg kan ikke helt overskue effekten af at bruge JFK – men jeg spekulerer på, om kampagnen har helt den samme effekt, efter at vores helt egen Obama er trådt ind på scenen.

Til gengæld irriterer det mig grusomt, at AKQA Amsterdam, der har lavet spottet, får JFK til at lyde som en “Læs op”-maskine (Klik eksempelvis på Læs artikel op her for at teste).

Så hvad meningen er med, at Greenpeace får JFK til at minde mig mest om ham her, det melder historien intet om…. 

Av Av Av Av Av Av

Venstre misbruger Fogh-fans i reklamer
Partiet Venstre bruger danskere med billeder og navns nævnelse i sin markedsføring, men de har ikke givet deres tilladelse til det.

Læs hele omtalen på Markedsføring – men det handler altså om, at “Hvis en i omgangskredsen er fan af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og har skrevet en hilsen til ham på hans profil eller lignende, så risikerer de at blive fremhævet i en annonce [for Venstre] − om de vil det eller ej.” (Citat Markedsføring).

Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen bekræfter i artiklen, at Venstre bruger Facebook og udtaler blandt andet: ”Facebook er et nyt medie, og vi arbejder på at samle erfaringer med det.” Jeg kan kun anbefale ham, at indsamle de erfaringer hurtigt.

For det der – det er både Av Av Av og dårlig stil. Sådan behandler man ikke sine venner. Ikke engang på Facebook.

Thrill the world

I USA er de jo ret tossede – er vi enige om det? Eller i det mindste at de kan være det? Men når det sker på den afvæbnende måde, så er det jo bare rart.

Som nu foreksempel på nedenstående video. Det viser sig, at der eksisterer et event, der hedder Thrill The World. Det er et “annual worldwide simultaneous dance of Michael Jackson’s “Thriller.” UUAARRGGGG…..

Nå, men…. Man øver naturligvis til sådan et event. Og da de øvede i Austin (som er én ud af 96 deltagende byer) kom Austins borgmester William Patrick Wynn forbi for at bakke op om eventen. Og så kastede han sig da også lige ud i dansen. Med slips og det hele. Respekt!!!

(Du skal ca. 2 min. hen i klippet for at se det.)

Tænk hvis Anders Fogh gjorde det samme. Altså lige svingede rundt med Anne Mettes dansepartner. Med slips og det hele…. Watch ‘n learn!!

PS. Jeg fandt denne meget informative info på Church of the Customer Blog. Og her kan man se det i en klart bedre udgave.